Ryanair-fly i Aarhus Lufthavn.

Fremgang i Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn havde i juli en passagervækst på over fem procent, og det er første gang i år, at der er fremgang at spore i passagertallet.

Første halvår af 2017 har været hårdt at komme igennem for Aarhus Lufthavn. Det blev til en samlet tilbagegang på syv procent med tab af 14.450 passagerer.

Men i juli måned kom der for første gang i år vækst i den østjyske lufthavn. Således rejste 26.731 passagerer gennem Aarhus Lufthavn, hvilket var 5,1 procent flere end samme måned sidste år. Det svarer til en fremgang på 1.304 passagerer.

Det er udenrigstrafikken og chartertrafikken, der har trukket væksten, mens der har været et fald på 17,6 procent i indenrigstrafikken, blandt andet som følge af, at SAS har reduceret trafikprogrammet mere, end det var tilfældet på samme tid sidste år.

Passagerudvikling Aarhus Lufthavn
Juli 2017 vs juli 2016

Trafik Juli 2016 Juli 2017 Pct.
Rutetrafik indenrigs 9.160 7.550 -17,6
Rutetrafik udenrigs 12.290 14.177 +15,4
Chartertrafik 3.758 4.878 +29,8
Anden trafik 219 126 -42,5
Total 25.427 26.731 +5,1

 

Beklager indenrigstilbagegang
I Aarhus Lufthavn er det en tilfreds direktør, der kan gøre status over den store sommermåned.

“Vi glæder os over den fremgang der er i det generelle billede. Det er udenrigsruterne, der trækker væksten, og særligt vores nye rute til Prag har bidraget til fremgangen,” siger administrerende direktør Peter Høgsberg til CHECK-IN.dk.

Til gengæld er der skuffelse over, at det ikke lykkedes at fastholde passagertallet på indenrigsruten til København på samme niveau som i juli sidste år.

“Jeg er lidt ked af, at indenrigstrafikken går tilbage, da det er et vigtigt produkt for lufthavnen. Det er en kombination af lavere frekvens og forretningsfolk, der er på ferie, der er årsagen til tilbagegangen.”

Fremgangen i chartertrafikken fra 3.758 til 4.878 passager  juli måned svarede til forventningerne, da Århus Charter i denne sommer har en ugentlig afgang mere i forhold til sidste år.

Bevarer optimismen
I løbet af sommeren måtte Ryanair meddele, at den planlagte rute fra Aarhus til Eindhoven, der efter planen skulle have åbnet i slutningen af oktober, alligevel ikke bliver til noget. Det hænger sammen med, at det irske lavprisflyselskab ikke har kunnet få de fornødne start- og landingstilladelser i den hollandske lufthavn. Dermed er der udsigt til at miste 40.000 budgetterede passagerer årligt, hvilket dog ikke får lufthavnen til at ændre på vækstmålet for det kommende år.

“Jeg har ikke fundet lejlighed til at korrigere væksttallet på 100.000 flere passagerer selv om Eindhoven-ruten ikke bliver til noget i første omgang,” er meldingen fra lufthavnsdirektøren.

Det uændrede vækstmål hænger sammen med, at Aarhus Lufthavn ifølge Peter Høgsberg har en særdeles god “pipeline” i ruteudviklingsarbejdet, og der er udsigt til, at flere ruteprojekter bliver en realitet næste år.

“Jeg er meget fortrøstningsfuld, da vi har en ny rute til Gdansk (Ryanair, red.), der kommer ind i løbet af efteråret, og samtidig glæder vi os til de tidlige efterårsmåneder, hvor flyselskaberne begynder at melde ud omkring sommertrafikprogrammet for 2018. Der kommer vi til at blive nævnt nogle gange,” lyder det fra en optimistisk Peter Høgsberg.

 

Relaterede artikler:

Aarhus-Prag bliver helårsrute

Aarhus Lufthavn tror på ruter til Frankfurt og Amsterdam

Aarhus Lufthavn mister Eindhoven-rute

Aarhus sendt ned på femteplads

Aarhus sendt ned på femteplads