Scandinavian Avionics Design i Billund, der er en del af SA Group, fortsætter generationsskiftet. Selskabet har fået ny administrerende direktør og afdelingschef.
På Stratusvej i Billund finder man hovedkontoret for SA Group, der i Danmark består af Scandinavian Avionics og Scandinavian Avionics Design. Der er tale om en familieejet virksomhed, der har rødder tilbage til 1978, og virksomheden kunne således i 2018 fejre 40 års jubilæum.
Stifteren var Hardy B. Truelsen, der i dag huserer i koncernmoderselskabet SA Group. Med sig fra starten havde han Erling L. Linneberg, der hidtil har stået i spidsen for Scandinavian Avionics Design (SAD). Begge annoncerede i forbindelse med deres respektive 40-års jubilæer, at tiden var inde til et generationsskifte, som efterhånden har varet et par år.
Sønnen Michael R. Truelsen er i dag administrerende direktør for Scandinavian Avionics A/S, og nu er turen kommet til SAD, hvor Erling L. Linneberg overdrager stafetten til Troels M. Lund, efter at EASA (Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur) endeligt har godkendt den nye ledelsesstruktur.
“Mit arbejdsliv med SA Group har været en livs rejse, og jeg er glad for, at jeg nu kan trappe ned i en stilling, hvor jeg kan bruge min erfaring og vende tilbage til, hvor det hele startede – at designe og levere kundeorienterede løsninger i de enkelte projekter,” siger Erling L. Linneberg i en pressemeddelelse.
Passioneret efterfølger
Den afgående chef for SAC er nemlig ikke på vej på pension, da han fremover skal varetage en specifik rolle som Special Programs Engineer i virksomheden.
Ansvaret for designorganisationen i SAD er blevet overdraget til Troels M. Lund, der har været ansat i virksomheden siden 2018. Tidligere har han været ansat seks år i Flyvevåbnet som tekniker, og herudover er der ansættelser som henholdsvis instruktør og teknisk chef hos TEC Aviation og DAO Aviation.
“Jeg er først og fremmest luftfartsingeniør med hjertet, og jeg har fundet ud af, at min passion bedst udnyttes inden for DOA-området (Design Organisation Approval, red.), hvor jeg har brugt en stor del af min tid i luftfart. At arbejde i en organisation som SAD, hvor vi har et ekstremt alsidigt kundesegment og stræber efter at skubbe grænser hver dag, passer perfekt til mig,” forklarer Troels M. Lund.
Administrerende direktør i Scandinavian Avionics Design har hidtil været Hardy B. Truelsen. Samtidig med, Troels M. Lund overtager ansvaret for designorganisationen, er Michael R. Truelsen formelt udnævnt til ny administrerende direktør i SAD.
Repræsenteret i otte lande
Den danske luftfartskoncern beskæftiger sig med Avionics, hvilket vil sige elektronik i civile og militære fly, der oftest opfattes som instrumenterne i cockpittet, men som også er placeret andre steder i flyet.
Kundeporteføljen er stor, og der er eksempelvis leveret Electronic Flight Bag og Cockpit Door Surveillance til Icelandairs Boeing 737 MAX samt Electronic Flight Bag til samtlige Norwegians Boeing 737.
SA Group beskæftiger omkring 60 ansatte i koncernens danske selskaber. Herudover er der datterselskaber i syv lande, henholdsvis Norge, Sverige, Tjekkiet, Grækenland, Bahrain, Indien og Malaysia.
Relaterede artikler: