Hamborg Lufthavn lukket det meste af søndagen

Hamborg Lufthavn har været lukket siden søndag formiddag kl. 10.00 på grund af strømsvigt. Flyrafikken er blevet genoptaget mandag morgen kl. 06.00.

De mange danskere, der benytter Hamborg Lufthavn, måtte søndag opgive at flyve til og fra lufthavnen.

Søndag formiddag ved 10-tiden blev den nordtyske lufthavn ramt af et stort strømsvigt, som angiveligt var forårsaget af en kredsløbsfejl.

Selvom lufthavnen har en såkaldt redundant strømforsyning, således at en anden generator tager over, inden spændingen når at falde, så kunne lufthavnen ikke igangsætte flytrafikken, da der ikke var yderligere en nødstrømsforsyning at benytte.

Dermed så lufthavnen ingen anden udvej end at aflyse samtlige flyvninger, indtil fejlen var lokaliseret og udbedret.

Politiet lukkede adgangen
Trængslen i terminalerne og i hele lufthavnsområdet antog hurtigt nogle dimensioner, der var relativt uhåndterbare. Derfor besluttede politiet kørt for kl. 15.00 at spærre samtlige veje til lufthavnen, da der ikke var plads til flere køretøjer og passagerer i området.

Ved 16-tiden måtte lufthavnens ledelse samtidig meddele flyselskaberne, at det ikke ville være muligt at flyve til og fra lufthavnen resten af dagen.

Dermed er i tusindevis af passagerer strandet enten i lufthavnen i Hamborg eller i de lufthavnne, hvortil flyene til Hamborg er blevet omdirigeret.

Aflyser mandag morgen
Lufthansa og Eurowings har allerede truffet forholdsregler, således at næsten samtlige flyvninger fra Hamborg vil være annulleret frem til kl. 08.00 mandag morgen.

Søndag aften kl. 21.00 meddelte Hamborg Lufthavn, at fejlen var lokaliseret, og at man arbejdede på højtryk på at sikre, at lufthavnens flytrafik kan genoptages. Flytrafikken er sidenhen blevet genoptaget mandag morgen kl. 06.00.

Hamborg Lufthavn er den femtestørste lufthavn i Tyskland med 17,6 millioner passagerer i 2017, og heraf var der omkring 300.000 danske rejsende.

 

Relaterede artikler:

Automatiske bag drops i Hamborgs lufthavn

Flyrejser fra Hamborg kan blive billigere

Hamborg Lufthavn sætter rekord