Airbus A380-800 fra Malaysia Airlines. (Foto: Alex Beltyukov - CC 3.0)

Har sat hele A380-flåden til salg

Malaysia Airlines er tilsyneladende i så store økonomiske vanskeligheder, at det har været nødvendigt at sætte 16 langdistancefly til salg, heraf samtlige seks A380-fly.

Efter et katastrofalt 2014 er Malaysia Airlines i gang med en omfattende omstrukturering, som den tidligere Aer Lingus-direktør Christoph Mueller netop er sat i gang med at lede. Han tiltrådte i fredags som koncernchef hos det kriseramte malaysiske flyselskab.

Et af de første skridt er at forsøge at sælge eller udleje dele af den omfattende flåde af langdistancefly. Det skriver det sædvanligvis velunderrettede Leeham News & Content, der beskæftiger dig indgående med flymarkedet.

Malaysia Airlines har således valgt at udleje eller sælge samtlige seks Airbus A380-fly, der blev leveret fra 2011 til 2012. To af flyene er man klar at tage ud af flåden med omgående virkning, mens de resterende fire fly først kan afhændes i 2016.

Udover de seks A380´ere har Malaysia Airlines også sat fire Boeing 777-200 på salgslisten. Disse fly er klar til at blive solgt øjeblikkeligt, hvilket også er tilfældet med to fragtfly af typen Boeing 747-400F samt fire A330-200F fra datterselskabet MASkargo.

Vil sælge eller udleje
Der er allerede livlige spekulationer om, hvilke flyselskaber, der er klar til at leje eller købe de seks A380´ere. Det anses som udelukket, at Emirates og Singapore Airlines vil købe brugte A380-fly, da begge selskaber allerede har indikeret, at man fra 2018 vil udskifte nogle af selskabernes første A380´ere, når de rammer en driftsalder på 12 år.

I stedet peger flere kilder på australske Qantas Airways eller eventuelt British Airways som mulige købere eller lejer til de seks megajumboer, der hos Malaysia Airlines er indrettet med i alt 494 sæder i en treklasses konfiguration. Endelig nævnes Turkish Airlines som en outsider, da iagttagere mener, at det fremadstormende tyrkiske flyselskab vil benytte lejligheden til at få de store fly i flåden på favorable vilkår.

Planerne om at afhænde de seks fragtfly betyder samtidig dødsstødet til MASkargo, der blev etableret tilbage i 1972. Fragtflyselskabet råder blot over disse seks fly, der flyver til 15 destinationer uden for Malaysia, herunder Amsterdam og Frankfurt.

Australian Business Traveller har forsøgt at få en kommentar fra Malaysia Airlines til den nye flådestrategi.

“Vi arbejder stadig med at færdiggøre vores nye forretningsplan. At vurdere vores flåde for at sikre levedygtigheden af vores langdistanceruter, er et af områderne, som vi kigger på,“ hedder det i en meddelelse fra selskabet.