(Foto: Ernst Tobisch/CPH)

Hedegaard: EU giver ikke efter for pres

Kina har truet med at afbestille Airbus-fly i hobetal, hvis ikke EU opgiver det omstridte CO2-kvotesystem for luftfart. Men EU giver ikke efter for pres, lyder modsvaret fra EU’s klimakommissær Connie Hedegaard.

Den kinesiske regering og de statsejede kinesiske luftfartsselskaber skal ikke regne med, at EU overgiver sig og opgiver det udskældte CO2-kvotesystem, som EU indførte 1. januar i år. Heller ikke selv om kineserne truer med at afbestille Airbus-fly. Det fastslår EU’s klimakommissær Connie Hedegaard.

”Det kan ikke være sådan i Europa, at Kina på forsiden af en avis kan sige, at hvis ikke I fjerner den og den lov, som er vedtaget af alle 27 medlemsstater og af et meget stort flertal i Europaparlamentet, så straffer vi den og den europæiske virksomhed. Europa kan ikke give efter for pres,” fastslog Connie Hedegaard, da CHECK-IN.dk torsdag talte med hende ved en konference om bæredygtig luftfart i Københavns Lufthavn.

Stridens kerne er, at alle selskaber, der flyver i europæisk luftrum, fra i år er blevet omfattet af EU’s CO2-kvotesystem. Alle luftfartsselskaber får tildelt en mængde gratis kvoter. Men ikke nok til at dække deres behov. Resten skal ved årets slutning købes på de internationale kvotebørser. Det gælder for både europæiske og ikke-europæiske luftfartsselskaber.

Det har sendt en lang række lande op i det røde felt, og mere end 20 lande er gået sammen i ”koalitionen af de uvillige”. Her diskuterer de blandt andet hvordan de kan gøre livet surt for europæiske flyselskaber og flyproducenter som straf. Koalitionen tæller lande som USA, Kina, Indien, Rusland med flere.

Airbus bliver nervøse
Kineserne er de argeste modstandere af EU’s nye kvoteordning og har decideret truet med at afbestille Airbus-fly.

”Det er naturligt, at Airbus bliver nervøse når Kina nævner dem direkte. Men Airbus støtter stadig det her,” siger Connie Hedegaard, der mødtes med Airbus’ øverste ledelse i sidste uge.

Om kineserne gør alvor af deres trusler får vi at se i starten af 2013, hvor luftfartsselskaberne skal ud på de internationale kvotebørser og købe de nødvendige CO2-kvoter til at dække deres udledninger i europæisk luftrum i 2012.

Udstrakt dialog
Efter en ophedet offentlig debat og verbale slagsmål mellem EU og resten af verden umiddelbart efter indførelsen af kvotesystemet, så har der været lidt mere fredeligt de seneste måneder. Våbenhvilen er blevet brugt til at parterne er begyndt at nærme sig hinanden.

”Vi har en udstrakt dialog med både den kinesiske og den amerikanske regering og bruger det europæiske system til at lægge pres på dem. Nu begynder de alle sammen at erkende, at der er behov for at finde en løsning i ICAO-regi,” siger Connie Hedegaard med henvisning til FN’s internationale luftfartsorganisation ICAO.

ICAO har arbejdet i mere end 15 år med en global politik for hvordan luftfartsselskaberne skal reducere deres CO2-udledninger. Nu har man snævret det ind til tre forskellige løsningsforslag, som skal diskuteres på ICAO’s kongres i september næste år.

Foto: Ernst Tobisch/CPH