En Boeing 737-800 fra det nye amerikanske lavprisflyselskab Avelo Airlines. Foto: Joe Scarnici/Getty Images for Avelo

Her er USA’s tre nyeste flyselskaber

Tre nye amerikanske flyselskaber er formentlig på vej til at indlede flyvninger i løbet af 2021. Udgangspunktet er fra hver sin ende af USA og med tre forskellige flytyper.

Amerikanske flypassagerer kan se frem til tre helt nye flyselskaber at vælge imellem, når rejsen skal planlægges.

Breeze Airways fik i marts tilladelse af det amerikanske transportministerium til at indlede flyvninger, og nu byder yderligere to selskaber sig til.

Det første har navnet Avelo Airlines, og det får base i Hollywood Burbank Airport i delstaten Californien. Flyselskabet har fokus på lavpris og har indledningsvis lanceret ruter til 11 destinationer i det vestlige USA. Første flyvning fra Burbank er planlagt til 28. april, hvor destinationen er Santa Rose i vindistriktet i det nordlige Californien.

”Efter mere end 20 år med stadigt faldende forbrugervalg ønsker og fortjener den amerikanske flyvende offentlighed flere muligheder og lavere priser. Avelo tilbyder begge dele – sammen med en meget gnidningsfri og praktisk oplevelse,” siger Andrew Levy, der både er grundlægger, bestyrelsesformand og administrerende direktør i Avelo Airlines.

Fokus på feriedestinationer
De ledende medarbejdere i Avelo Airlines har over 200 års samlet erfaring fra luftfartsbranchen. Andrew Levy er tidligere medgrundlægger og præsident i lavprisflyselskabet Allegiant Air, ligesom han har været økonomichef i United Airlines. Herudover består lederteamet af folk med en fortid i blandt andet Delta Air Lines, Hawaiian Airlines og Northwest Airlines.

Avelo Airlines har valgt Hollywood Burbank Airport, da lufthavnen ligger godt placeret i forhold til Greater Los Angeles. Herudover er lufthavnen relativt lille, hvilket blandt andet betyder færre passagerer og kort afstand fra fly til bagagebånd.

Samtlige ruter fra Burbank med Avelo Airlines er i øjeblikket userviceret, og der er fokus på destinationer med rig natur, nationalparker samt kyst- og bjergterræn. Flyselskabet vil benytte 189-sæders Boeing 737-800 og har indtil videre tre af disse.

Connect Airlines vil åbne ruter til Toronto
Et andet, nyt amerikansk flyselskab har navnet Connect Airlines og er lanceret af det Boston-baserede Waltzing Matilda Aviation (WMA). Selskabet stiler mod at indlede flyvninger i oktober 2021, og det vil fokusere på ruter til canadiske Toronto Billy Bishop City Airport fra byer i det nordøstlige USA og fra Midtvesten.

Connect Airlines vil benytte leasede turbopropfly af typen Dash 8-Q400. Fokus er at levere et premium-produkt for særligt forretningsfolk, der ønsker hurtig adgang til Torontos centrum. Flyselskabet har endnu ikke fået de nødvendige tilladelser fra myndighederne, og operationen er derfor ikke på plads. Coronarestriktioner kan samtidig spolere de ambitiøse planer, da forretningsrejser forventes at komme sig langsommere end ferierejser.

”Vi brænder for, hvordan luftfart bringer mennesker, kulturer og forretninger sammen. Især i disse udfordrende tider er vi forpligtet til at levere verdens mest givende premium-rejseoplevelse med sikkerhed, service, bekvemmelighed og pålidelighed,” siger John Thomas, administrerende direktør i WMA.

Breeze Airways med base i det sydøstlige USA
Det tredje nye flyselskab i USA er – som nævnt indledningsvis – Breeze Airways. Selskabet blev etableret i 2020, og manden bag er luftfartsentreprenøren David Neeleman, der er tidligere stifter af blandt andet brasilianske Azul og amerikanske JetBlue.

Breeze Airways vil efter planen fokusere på ruter mellem sekundære amerikanske byer. Selskabet har angiveligt til hensigt at flyve fra to forskellige lufthavne, der angiveligt ligger i det sydlige og sydøstlige USA. Breeze Airways planlagde at indlede operationer allerede sidste år, men coronapandemien har formentlig været årsag til forsinkelsen. Det er uvist, hvornår første flyvning finder sted.

I første omgang vil Breeze Airways benytte leasede fly fra Nordic Aviation Capital (NAC), der blandt andet har base i Billund. Der er lavet en aftale om leasing af i alt 15 Embraer E190, og det første fly landede hos Breeze Airways i februar i år. Senere vil flyselskabet dog overgå til operation med Airbus A220-300.

 

Relaterede artikler:

Endelig godkendelse til nyt amerikansk flyselskab

NAC leverer første af 15 fly til nyt amerikansk flyselskab

Nyt amerikansk lavprisflyselskab skal hedde Breeze