Passagerer i Airbus A3319 fra SAS. (Foto: Danny Longhi Andreasen)

Højeste belægning hos SAS siden 2017

Ikke siden 2017 har SAS solgt så meget af den udbudte sædekapacitet på ruteflyene i en januar måned. Der var i årets januar 1,4 millioner passagerer ombord i flyene, og belægningen var på 67,5 procent.

SAS har stadig kun fået tre af fire passagerer tilbage i flyene. Det viser trafiktallene fra januar, hvor 1.430.000 passagerer havde benyttede SAS-flyene.

I forhold til januar 2020 var det en tilbagegang på 26,4 procent, idet 1.941.665 passagerer fløj med SAS i årets første måned i 2020, inden coronapandemien brød ud.

”Januartrafikken kom ind på 1,4 millioner passagerer, en stigning på 89 procent i forhold til januar 2022. Det er et stærkt tal i vintersæsonen, hvor vi på grund af vores sædvanlige sæsonudsving ser lavere passagertal,” siger Anko van der Werff, koncernchef i SAS, i en kommentar til tallene.

Højeste belægning i mange år
Herudover vælger SAS-topchefen at sætte fokus på belægningen, der i januar var på hele 67,5 procent. Den meget stramme pris- og kapacitetsdisciplin har resulteret i en overraskende høj belægning årstiden taget i betragtning.

Eksempelvis havde SAS i januar 2019 og 2020 en belægning på ruteflyvningerne på henholdsvis 64,9 og 65,7 procent. Der er således sket en forbedring på flere procentpoint. Man skal helt tilbage til 2017 for at finde en højere belægning i januar, hvor tallet dengang var 69,0 procent.

Da SAS samtidig oplyser, at den såkaldte yield er øget med 16,7 procent i forhold til sidste år, kan der være fremgang at spore i indtjeningen. Yielden var i januar 2023 på 1,04 svenske kroner mod 0,98 i januar 2020.

Ikke på niveau med forventninger
Hos Sydbank er man ikke imponeret over januar-tallene, der markerer et tilbageskridt fra december.

“Yielden er en smule under vores estimat, og belægningen heller ikke helt på niveau med vores forventninger. Vi anslår, at SAS har passagerindtægter fra ruteflyvningerne på 1,7 milliarder svenske kroner i januar 2023. Det er lidt mindre, end vi på forhånd havde forventet,” skriveraktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank i en kommentar.

Svag punktlighed og regularitet
Udover passagertallene har SAS rapporteret en punktlighed på 73,1 procent i januar, hvormed en ud af fire flyankomster var forsinket med mere end 15 minutter. I januar 2020 var punktligheden på 88,7 procent, men det er meget afhængig af vejrforholdene.

Antallet af aflyste fly var på 1,2 procent af de samlede operationer, idet regulariteten havnede på 98,8 procent. Det er også et noget svagere resultat end i januar 2020, hvor 99,1 procent af de planlagte afgange også blev gennemført.

 

Relaterede artikler:

To ud af tre passagerer tilbage i SAS-flyene

SAS-trafiktal: “Udviklingen er ikke opløftende”

SAS har genvundet fodfæstet