Op imod 2,2 millioner passagerer rejste med SAS i maj måned, og det er første gang i 39 måneder, at passagertallet er over to millioner. Samtidig er belægningen den højeste i en maj siden årtusindskiftet.
Maj blev endnu en måned med fremgang for SAS. Samlet var der 2.172.000 rute- og charterpassagerer i selskabets fly, hvilket var 19 procent flere end i samme måned sidste år.
Men næsten 2,2 millioner passagerer har SAS hentet 87 procent af passagererne tilbage i forhold til maj 2019, der var det sidste år før coronapandemien ramte i begyndelsen af 2020.
Maj 2023 var også den største måned i SAS siden februar 2020, hvor der var 2,1 millioner rejsende, og det er samtidig første gang i 39 måneder, at der bliver registreret flere end to millioner passagerer i en kalendermåned.
Derudover kan SAS for tredje måned i træk præsentere en meget høj belægning. I maj blev 77,1 procent af den udbudte kapacitet solgt, og det var en fremgang på 5,7 procentpoint i forhold til maj sidste år. Det er samtidig den højeste belægning i en maj siden årtusindskiftet, idet den hidtidige rekord går tilbage til maj 2010 med 76,0 procent.
Vil søge kompensation for uregelmæssigheder
Dermed ser SAS ud til at være i relativt fin form, inden sommeren for alvor sætter ind. Men her venter der andre udfordringer, idet situationen med den manglende flyvelederkapacitet i Københavns Lufthavn, skaber bekymring hos det skandinaviske flyselskab.
“I løbet af de seneste par måneder har kapacitetsproblemer hos flyveledelsen København givet betydelige problemer for flyselskaber, lufthavne og ikke mindst vores passagerer. Vi forventer, at alle parter tager deres ansvar og sørger for, at vores passagerer kan rejse, hvor de vil, og hvornår de vil denne sommer. Vi vil søge kompensation for de uregelmæssigheder, der er forårsaget af situationen,” siger Anko van der Werff, administrerende direktør i SAS.
Punktligheden var i maj på 74,2 procent, hvormed tre ud af fire flyvninger var rettidige ved ankomst. Derimod var regulariteten på 98,5 procent, hvilket betyder, at 1,5 procent af de planlagte flyvninger blev aflyst.
Punktligheden er marginalt lavere end sidste år i maj, der viste 77,5 procent rettidige ankomster, mens 98,1 procent af flyvningerne blev gennemført i maj sidste år. Sidste år i maj var det dog SAS, der selv blev tvunget til at aflyse en række flyvninger på grund af manglende fly og mandskab.
Relaterede artikler:
SAS: Vi har drøftet at flytte trafik fra CPH