Air Canada Boeing 737 MAX 8 (foto: Air Canada)

Holder MAX-flyene på jorden i tre måneder

Air Canada har besluttet sig for at holde sine Boeing 737 MAX på jorden indtil minimum 1. juli. Samtidig kigger den amerikanske transportminister nu officielt på godkendelsen af flyet.

Det canadiske flyselskab, Air Canada, har i dag 24 Boeing 737 MAX i sin flåde, og flyselskabet stod til at modtage yderligere seks nye 737 MAX i marts og april. Men da flyet har fået flyveforbud og Boeing derfor har indstillet leverancerne af nye fly på ubestemt tid, har Air Canada set sig nødsaget til at foretage ret store ændringer i sit trafikprogram.

”Boeing 737 MAX tegner sig for seks procent af Air Canadas samlede trafikprogram, men der er en dominoeffekt ved at fjerne 737’erne fra vores flåde, der påvirker tidsplanen og i sidste ende vil påvirke nogle kunder. Vi har arbejdet meget hårdt for at minimere denne indvirkning,” siger Lucie Guillemette, kommerciel direktør i Air Canada.

For at sikre, at tidsplanen kan holde, og at passagererne kan gennemføre de rejser, de har booket, reviderer Air Canada derfor tidsplanen helt frem til 1. juli.

Færre men større fly
Den beslutning betyder, at Air Canada har måttet foretage væsentlige ændringer i sit trafikprogram. Værst er det gået ud over ruterne mellem London Heathrow og både St. John og Halifax. De blev betjent af 737 MAX, og er nu suspenderede indtil videre, da Air Canada ikke havde nogle egnede erstatningsfly til de tynde langdistanceruter.

Derudover klarer Air Canada sig dog igennem groundingen af MAX-flyene ved at indsætte andre og ofte større flytyper på de forskellige ruter for at opretholde kapaciteten. Blandt andet vil man erstatte tre daglige rotationer med 737 MAX på ruten mellem Toronto og Vancouver med én rotation med en Boeing 777-300ER.

Endelig har Air Canada fremskyndet indlemmelsen af de fire Airbus A321, som man har overtaget fra islandske WOW, og man har været ude at låne og leje kapacitet hos nære samarbejdspartnere.

Ingen tidshorisont
Som nævnt tidligere her på CHECK-IN.dk er der endnu ingen tidshorisont for, hvornår Boeing 737 MAX kan være tilbage på vingerne. Forleden kom det frem, at det amerikanske transportministerium havde indledt en undersøgelse af to FAA-kontorer i Seattle, og i går blev situationen endnu et nøk værre for Boeing, da den amerikanske transportminister, Elaine L. Chao, sagde, at hun nu formelt indleder en undersøgelse af hele certifikationsprocessen af 737 MAX.

Det betyder, at presset vokser yderligere på Boeing – og for den sags skyld også på den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA. Organisationen fik i øvrigt ny direktør i går, da præsident Donald Trump udpegede den tidligere Delta-topchef, Stephen Dickson, som ny direktør. Stillingen havde siden januar været besat af en midlertidig direktør.

Dickson er netop gået på pension fra jobbet hos Delta Air Lines, hvor han først var ansat som pilot og sidenhen blev en del af ledelsen. Han har blandt andet haft ansvaret for sikkerhed og pilottræning hos flyselskabet.

Dermed synes Dickson også bedre kvalificeret til jobbet, end en af de andre kandidater, som Trump efter sigende havde i tankerne. CNN rapporterer nemlig, at præsidenten på et tidspunkt overvejede at udnævne sin egen personlige pilot, John Durkin, til chef for FAA.

Relaterede links

WOW air sælger fly til Air Canada

Lange udsigter til at 737 MAX flyver i Europa igen

737 MAX-certificering undersøges