Finansdistriktet King Abdullah i Riyadh. (Foto: Ahmed | CC 4.0)

Houthierne fremtvinger nye luftrumsrestriktioner

Den militære Houthi-bevægelse har med drone- og missilangreb gjort det farligere at operere i saudisk luftrum. Nu er EASA kommet med information om, hvordan operatører bør forholde sig.

Det europæiske luftfartssikkerhedsagentur, EASA, har udstedt en CZIB (Conflict Zone Information Bulletin) for Saudi-Arabien. Her fremgår det, at den regionale sikkerhedssituation fortsat er meget ustabil i Mellemøsten med betydelig militær aktivitet efter starten på krigen mellem USA og Iran, som også påvirker det saudiske luftrum.

I CZIB’en lyder det, at EASA råder luftfartsoperatører til at undlade at operere i alle flyvehøjder i den del af Saudi-Arabiens luftrum, der afgrænses af linjen mellem følgende navigationspunkter og grænsen for Jeddah FIR (Flight Information Region, red.): RIBOK, BOSUT, ISLAM, DEKLO, OBSAM og SILPA.

Man råder også til, at der udvises forsigtighed og tages højde for risici ved operationer i den resterende del af Jeddah FIR, og at man sikrer, at der er en ajourført risikovurdering og et højt niveau af beredskabsplanlægning for operationer i det berørte luftrum, mens man også skal være klar på at få instrukser fra de statslige myndigheder med kort varsel.

Sidst råder EASA også operatører til nøje at overvåge udviklingen i luftrummet i regionen og følge alle tilgængelige luftfartspublikationer vedrørende regionen, herunder oplysninger, der deles gennem den europæiske informations- og samarbejdsplatform for konfliktzoner, samt tilgængelig vejledning eller instrukser fra de nationale myndigheder.

Militær gruppe gør fremstød
Den islamistiske militante bevægelse, som er kendt som Houthierne, officielt Ansar Allah, har i september øget både hyppigheden og den geografiske udbredelse af angreb mod saudiske mål inden for søfart, energi og infrastruktur betydeligt, herunder i Det Røde Hav og Adenbugten.

Ud over olie- og energiinfrastruktur er militær og luftfartsrelateret infrastruktur i Saudi-Arabien også gentagne gange blevet angrebet med missiler og droner, oplyser EASA.

Herfra lyder det også, at de seneste angreb har vist, at Houthierne både har evnen og intentionen til at ramme mål længere inde på saudisk territorium, herunder i områderne omkring hovedstaden Riyadh, Tabuk og Yanbu og altså ikke kun omkring områder, som Houthierne kontrollerer i Yemen.

Der er tale om tilbagevendende missil- og droneangreb, som sammen med aktiveringen af luftforsvarssystemer udgør en øget risiko for fejlidentifikation af civile fly samt risici forbundet med missilers og droners passage gennem luftrummet, afskæringsoperationer og faldende vragdele.

 

Relaterede artikler:

EASA opfordrer til at undgå endnu et lands luftrum

Fraråder flyvninger over flere lande i Mellemøsten

Ny forlængelse af luftrumsadvarsler i 11 lande