Dassault Falcon 8X (Foto: Dassault Falcon)

Hver syvende Dassault Falcon 8X til Danmark

Den største Falcon-jet koster 350 millioner kroner, og i 2017 blev der leveret 22 eksemplarer, hvoraf alene tre er blevet indregistreret i Danmark.

Den franske flyproducent Dassault Aviation er blandt andet kendt for sine langtrækkende eksklusive forretningsfly, der primært anvendes af statsoverhoveder, VIP´s og den tungeste del af erhvervslivet.

Den største og mest moderne business jet fra Dassault hedder Falcon 8X og er en videreudvikling af Falcon 7X, der ramte markedet i 2007. 8X-modellen blev sendt i markedet i efteråret 2016 og har en listepris på 58 millioner dollars, hvilket svarer til 350 millioner kroner.

Alene prisen indikerer, at det er de færreste, der kommer i nærheden af et fly af denne type. I 2017 leverede fabrikken 22 eksemplarer, og blandt kunderne var Volkswagen, mens den internationale oliegigant Shell også er en af de store flådeejere af Falcon-flyet.

Populær hos danske familievirksomheder
Ud af de 22 fly, der blevet leveret sidste år, havnede tre af dem i Danmark. Det første af de tre fly har fået LEGO-familiens holdingselskab Kirkbi som ejer og blev overdraget den 29. juni 2017. Flyet, der fik registreringen OY-SKK, er angiveligt opkaldt efter LEGO-arvingen Sofie Kirk Kristiansen, der er datter af Kjeld Kirk Kristiansen.

Den 17. oktober 2017 fik Air Alsie i Sønderborg også leveret en splinterny Falcon 8X, og den fik registreringen OY-OLD. Netop Air Alsie er en af de førende Falcon-operatører i Europa og har også fly i management fra blandt andet Danfoss og LEGO. Selskabet er ejet af Jens Østerlund, og det er ikke utænkeligt, at en sammentrækning af efternavnet har skabt inspirationen til registreringsnavnet.

Årets sidste Falcon 8X-leverance til Danmark gik til Danfoss A/S, der således kunne tage levering af sit første fly i 8X-varianten. Dette fly fik registreringen OY-DBS og blev leveret til den danske industrikoncern den 15. december 2017, således at bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen dermed fik en tidlig julegave.

Lang rækkevidde
Dassault Falcon 8X er et tremotorers jetfly med en rækkevidde på 11.945 kilometer, hvilket er opnået gennem optimering af motorer, aerodynamiske forbedringer samt større brændstoftanke i forhold til forgængeren. Det betyder, at der vil kunne flyves nonstop fra Danmark til eksempelvis Tokyo mod øst eller Los Angeles mod vest.

Med en længde på 24,5 meter, en højde på næsten otte meter og et vingespænd på 26,3 meter fylder forretningsflyet godt på platformen i de lufthavne, hvor det kommer frem. Samtidig kan det indrettes til mellem 12 og 16 passagerer i henhold til de individuelle ønsker hos kunden.

Sammenligner man med de 50-sæders passagerfly af typen Bombardier CRJ200, som Cimber Sterling før konkursen i 2012 opererede fra Sønderborg Lufthavn, er Falcon-jetflyet større. Det er også dyrere, for en fabriksny CRJ900 med plads til 90 passagerer koster i øjeblikket 47 millioner dollars, eller hvad der svarer til 285 millioner danske kroner.

Der er gennem tiden blevet leveret flere end 260 fly af typen Falcon 7X, og omkring halvdelen er blevet indregistreret i Europa. Flest kunder til flyet har der været i Schweiz, Frankrig og Luxembourg efterfulgt af Belgien, Danmark og Tyskland.

 

Relaterede artikler:

Nyt Danfoss-fly fløj Prins Henrik hjem fra Egypten

Statsleder med LEGO-fly til G20-møde

Bestseller-milliardær etablerer flyselskab

Paul McCartney rejste med Danfoss-privatjet

Private lejer store jetfly på nettet