alt
Billedtekst

Hverken Ryanair eller den irske stat vil eje Aer Lingus

Det irske luftfartsselskab Aer Lingus skal have nye ejere. Storaktionærerne i henholdsvis den irske stat og lavprisflyselskabet Ryanair ønsker at sælge deres aktiepost på tilsammen godt halvdelen af selskabet. Holdingselskabet bag British Airways og Iberia nævnes som potentiel køber.

Det irske luftfartsselskab Aer Lingus skal formentligt have nye ejere.

Det står klart efter at to af selskabets nuværende aktionærer har meldt ud, at de ikke på sigt er de rette ejere. Det skriver magasinet Air Transport World.

I første omgang er det den irske regering, der ønsker at sælges statens aktiepost på 25 % i det børsnoterede irske luftfartsselskab, da man ikke længere anser det for et strategisk aktiv.

Der er endnu ikke truffet nogen formel beslutning om et salg aktieposten, men det kan hurtigt komme.

“Tidligere havde staten denne ejerandel af strategiske årsager, men efter at have analysereret ejerskabet over sommeren, mener jeg ikke, at dette er nødvendigt længere,“ siger den irske transportminister, Leo Varadkar ifølge irske medier.

Frasalget af aktieposten i Aer Lingus er en del af den irske regerings tiltag for at forbedre landets økonomi via frasalg af en række statslige aktieposter. Også Dublin Airport Authority (DAA) og Irish Aviation Authority ses som mulige salgskandidater.

Ifølge Ryanair, der ejer 29,8 % af aktierne i Aer Lingus, vil man ikke selv byde på statens aktiepost, men gerne samarbejde med en nye storinvestor om at genskabe værdierne i Aer Lingus.

Ryanair vil dog også helt overveje at sælge deres aktiepost, hvis man kan nå til enighed om prisen.

Ifølge magasinet Travel Weekly er der flere interesserede. Aer Lingus kunne således blive en del af International Airlines Group (IAG), der er moderselskabet for det spansk-britiske samarbejde mellem British Airways og Iberia.

Også Air France-KLM ses som en mulig byder på aktierposterne i Aer Lingus, hvis den irske stat og Ryanair sælger deres andel.

Det er overraskende, at Ryanair vil sælge, da det irske lavprisflyselskab to gange tidligere har forsøgt at overtage Aer Lingus, men hidtil ikke har fået lov af konkurrencemyndighederne.

Aer Lingus blev grundlagt i 1936 og beflyver omkring 60 destinationer. Tídligere ejede den irske stat 85 procent af selskabet, men efter en børsnotering i oktober 2006 har Ryanair øget sine aktiepost til 29,8 %, mens den statslige andel er reduceret til 25,1 %.

Aer Lingus havde i 2010 knap 9 millioner passagerer.