Barcelona El-Prat-lufthavnen.

IATA advarer spanske lufthavne mod afgiftsstigninger

Den statslige spanske lufthavnsoperatør, AENA, vil øge afgifterne i næsten 50 lufthavne. IATA kritiserer planerne, da det vil skade det økonomiske opsving og bringe mange job i fare.

Der kan være afgiftsstigninger på vej i en længere række spanske lufthavne.

AENA – den statslige spanske lufthavnsoperatør – har nemlig foreslået at hæve afgifterne i de 46 lufthavne, som den driver i Spanien. Forslaget er sendt til godkendelse hos de civile spanske luftfartsmyndigheder, DGAC.

Over de næste fem år vil AENA forhøje afgifterne med 5,5 procent for at inddrive tabte indtægter i forbindelse med coronapandemien. Forslaget møder dog stærk modstand fra IATA, der er flyselskabernes internationale sammenslutning. Her mener man, at afgiftsstigninger vil skade Spaniens økonomi.

”Hele luftfartsindustrien er i krise. Alle skal reducere omkostningerne og forbedre effektiviteten for at reparere den økonomiske skade fra COVID-19. Efter at have analyseret AENAs situation, mener flyselskaber, at AENA kan reducere sine afgifter med fire procent,” siger Willie Walsh, generaldirektør i IATA.

”Så det er intet mindre end uansvarligt at foreslå at overføre byrden ved økonomisk genopretning til kunderne med en stigning på 5,5 procent. DGAC bør straks afvise anmodningen og instruere AENA om at samarbejde med flyselskaberne om en gensidigt aftalt genopretningsplan.”

”AENA bør huske langsigtede interesser”
IATA mener, at AENA har flere muligheder for at dække tabene i forbindelse med coronapandemien.

”AENA kan let finansiere kortvarige tab uden at øge omkostningerne for sine kunder. Den har en fremragende kreditvurdering for at få adgang til finansiering. Dens aktionærer er blevet godt belønnet og skal nu dele noget af smerten. Og ligesom resten af ​​branchen skal den se på driftseffektivitet for at få reduceret omkostningerne,” mener Willie Walsh.

Spanien er normalt et vigtigt marked i Europa med en lang række flyselskaber, der opererer til det populære ferieland – ikke mindst fra danske destinationer. I 2020 faldt antallet af destinationer med direkte forbindelser til Spanien dog til 234 fra 1.800 i 2019.

Over 1,1 millioner spanske job er gået tabt eller er i fare i forbindelse med pandemien. Og bidraget fra rejse- og turismeindustrien til den spanske økonomi faldt fra 12 procent til fire procent.

”En tidlig genopretning inden for rejser og turisme er afgørende for Spaniens økonomiske succes. Men højere omkostninger vil forsinke en turist-genopretning og holde job i fare. AENA bør huske de langsigtede interesser for både dens aktionærer og landet. Og begge er bedre tjent med omkostningseffektiv lufthavnsinfrastruktur,” siger Willie Walsh, der er tidligere koncernchef i IAG (International Airlines Group).

 

Relaterede artikler:

Her er de 20 største europæiske lufthavne i 2020

Flybilletter til Spanien kan blive dyrere

Så slemt står det til i de europæiske storlufthavne