En Airbus A340-600 fra det spanske flyselskab Iberia. Foto: Alan Wilson

Iberia øger til Latinamerika

Det spanske flyselskab Iberia tilføjer tre ekstra ugentlige afgange til henholdsvis Buenos Aires og Mexico City med virkning fra det kommende vintertrafikprogram.

Latinamerika er et yderst vigtigt marked for Iberia, der er det førende flyselskab på ruter til denne del af verden fra Europa.

Iberia lader til at have særlig succes på ruterne fra Madrid-Barajas til den argentinske hovedstad, Buenos Aires, og den mexicanske hovedstad, Mexico City. Det spanske flyselskab har nemlig valgt at skrue det ugentlige antal afgange op fra 14 til 17 på begge destinationer. Og det sker fra vintertrafikprogrammet, der begynder sidst i oktober.

Buenos Aires har været på Iberias rutenetværk siden 1946. De tre ekstra afgange hver uge fra den 27. oktober vil blive betjent med en Airbus A330-200 med plads til 19 passagerer på Business Class og 269 på Economy Class. Det årlige antal sæder på ruten stiger dermed med 90.000 til i alt 625.000 sæder.

Tre klasser til Mexico
Det kommende vintertrafikprogram byder således også på flere afgange til endnu en latinamerikansk hovedstad – nemlig Mexico City. Også hertil øger Iberia fra 14 til 17 ugentlige afgange, og det giver ekstra 30.000 sæder, hvilket er en 13 procents stigning i forhold til seneste vintertrafikprogram. Iberia åbnede ruten i 1950.

Iberia har daglige afgange klokken 13 og 23.45 fra Madrid, og flyselskabet tilføjer de tre ekstra afgange klokken 17.05 på mandage, torsdage og søndage. Returflyvningerne fra Mexico City bliver på mandage, tirsdage og fredage.

På alle afgange mellem Madrid og Mexico City flyves der med en Airbus A340-600 med plads til 36 passagerer på Business Class, 23 på Premium Economy samt 300 passagerer på Economy Class.

Flyver til 16 lande i Latinamerika
I det kommende vintertrafikprogram foretager Iberia desuden et par andre tilføjelser af ekstra afgange. Selskabet øger fra syv til 10 ugentlige afgange mellem Madrid og Santiago i Chile og fra fire til frem ugentlige afgange til Rio de Janeiro i Brasilien.

Herudover skruer Iberia op for antallet af sæder til San Juan i Puerto Rico med 24 procent flere end i det nuværende sommertrafikprogram, mens der fra den 1. oktober lanceres daglige flyvninger fra Madrid til Guatemala City, hvor der hidtil kun har været fire ugentlige afgange.

Samlet set har Iberia 254 flyvninger hver uge mellem Europa og Latinamerika, og flyselskabet har destinationer i 16 forskellige latinamerikanske lande.

I både 2016 og 2017 sikrede Iberia sig titlen som verdens mest punktlige internationale flyselskab. Selskabet har i alt 130 destinationer fordelt på 47 lande i hele verden.

 

Relaterede artikler:

Iberia modtager første A350

Iberia igen verdensmester i ankomster

Iberia opgraderer premium-lounge i Madrid

Iberia åbner to nye langdistanceruter

Iberia giver sig selv nye fly i fødselsdagsgave