Icelandair-overskud på over 300 mio. kr.

Icelandair kom ud af 2013 med en omsætningsfremgang på 12 procent og et resultat efter skat på over 300 mio. kroner.

Icelandair leverer et 2013-regnskab, som selskabet kan være mere end tilfreds med. Således kommer det islandske luftfartsselskab ud af året med et overskud efter skat på 310 mio. millioner mod 243 mio. kroner året før.

Resultatet før skat blev på 790 mio. kroner. Icelandair forventer et marginalt bedre resultat i 2014 med et resultat før skat på mellem 800 mio. og 825 mio. kroner.

Omsætningen steg i 2013 med 14 procent og passerede fem milliarder-mærket. Således omsatte Icelandair i 2013 for 5,6 mia. kroner mod 4,9 mia. i 2012. Fremgangen er resultatet af en passagerfremgang på 12 procent til 2.257.000 passagerer i det forgangne år.

Unik placering
Icelandairs forretning er blandt baseret på at transportere passagerer mellem Europa og USA med et kort stop på Island. Det gør det muligt for at flyve fra en lang række destinationer i Europa og USA, lade passagererne skifte fly i Reykjaviks Keflavik Lufthavn og flyve dem videre til Europa eller USA. På den måde forbinder Icelandair eksempelvis København med 12- 15 destinationer i Nordamerika ved hjælp af et flyskifte på Island. Dermed udnytter Icelandair Islands unikke placering lige på ruten mellem Europa og Nordamerika.

Den 26. marts åbner Icelandair en ny rute til Edmonton i Canada. Her vil Icelandair gennemføre fire ugentlige flyvninger. Få uger senere er det Vancouver i British Columbia på den canadiske vestkyst, der får besøg af Icelandair-flyene to gange om ugen. Icelandair har en enhedsflåde udelukkende bestående af Boeing 757-fly. I 2014 vil selskabet få tre nye 757’ere. Dermed vil islændingene have 21 fly.

I 2018 modtager Icelandair de første af i alt 12 nybyggede Boeing 737MAX-fly. Efter planen skal flyene ikke erstatte Boeing 757-fly, men i stedet bruges til ekspansion.