Aalborg Lufthavns terminalbygning i aftenbelysning. (Foto: Aalborg Lufthavn)

Ingen chartertrafik i Aalborg Lufthavn i juni

Ikke én eneste charterpassager gik gennem terminalen i Aalborg Lufthavn i juni, og lufthavnen mistede samlet set 87,8 procent af de rejsende i denne måned.

Det helt store sommer-rykind af chartergæster i Aalborg Lufthavn skulle være begyndt i juni, men i stedet rykkede coronakrisen ind – som i mange andre lufthavne – og fortsatte med at sætte sit tydelige spor.

Trafiktallene for årets første sommermåned i Aalborg Lufthavn er derfor noget anderledes end normalt. Særligt tallene for chartertrafikken. Således kan den nordjyske lufthavn notere et stort rundt nul ud for antallet af charterpassagerer i juni. Altså en tilbagegang på 100 procent. I juni 2019 rejste 22.282 charterpassagerer til og fra lufthavnen.

Aalborg Lufthavn får sin første charterflyvning 11. juli, når et fly letter med kurs direkte mod Kreta i det græske øhav. Bravo Tours er rejsearrangør, og Great Dane Airlines flyver ruten for dem.

Indenrigstrafik nede med 77,4 procent
Coronakrisen har imidlertid også stærkt påvirket indenrigs- og udenrigstrafikken i Aalborg Lufthavn. Samlet set har lufthavnen i juni haft 87,8 procent færre passagerer i forhold til samme måned sidste år. I alt 17.037 passagerer gik gennem terminalen i juni mod 139.980 i juni 2019.

De rejsende er dog så småt begyndt at vende tilbage i Aalborg Lufthavn, hvor særligt ruterne til Bornholm og København er populære. Indenrigstrafikken i juni gik tilbage med 77,4 procent. 15.935 passagerer rejse indenrigs i juni mod 70.440 i samme måned sidste år.

”Fra i dag (1. juli) er Norwegian tilbage på ruten mellem Aalborg og København, en rute de har fløjet på i 11 år, så det bliver rigtig godt at se de røde næser i lufthavnen igen,” siger Søren Svendsen, administrerende direktør i Aalborg Lufthavn.

SAS sætter fra 6. juli større fly ind på ruten mellem Aalborg og København, mens Danish Air Transport (DAT) har øget antallet af daglige afgange på visse ugedage.

Ruter til udlandet vender tilbage
Også udenrigstrafikken i Aalborg Lufthavn er yderst hårdt ramt i juni med en tilbagegang på 97,7 procent. 1.102 passagerer rejste udenlands mod 47.258 i juni 2019.

”KLM har siden 15. juni haft én daglig afgang til Amsterdam, og i august øger de til to daglige afgange. Derudover er SAS tilbage på Oslo-ruten med én daglig rotation, og endelig er den populære destination Færøerne kommet tilbage her i juni,” forklarer Søren Svendsen.

”Men fraværet af chartertrafikken i sommersæsonen gør, at 2020 bliver et svært år, hvor den manglende trafik naturligt kan ses både i langt færre fly, men også i omsætningen i lufthavnens Dutyfree, spisesteder og i loungen.”

Hvis der har været stille i Aalborg Lufthavn i juni, så har man nærmest kunnet høre en knappenål falde til jorden i terminalen i april og maj. I april havde lufthavnen blot 1.123 passagerer, og i maj lød antallet af rejsende på 3.825.

 

Relaterede artikler:

Aalborg Lufthavn forventer stort underskud i 2020

Aalborg Lufthavn hjemsender 250 ansatte

Markant tilbagegang i Aalborg Lufthavn i 2019