Flyselskaber må aflyse operationer til og fra Tambo International Airport i Johannesburg, der er Sydafrikas største by. Det er mangel på brændstof, der forhindrer flyene i at komme i luften.
Priserne på flybrændstof har været i fokus siden Ukrainekrigen begyndte i slutningen af februar. Men det er ikke de relativt høje priser, der i øjeblikket skaber udfordringer for flyselskaber i Johannesburg-Tambo International Airport i Sydafrika.
Det handler i stedet om forsyningssikkerhed, idet Shell tilsyneladende ikke er i stand til at levere flybrændstof i de mængder, der efterspørges. Det har fået det amerikanske Star Alliance-selskab United Airlines til at aflyse mandagens flyvning med rutenummer UA187 fra Johannesburg til New York/Newark International Airport.
Aflysningen fremgår af en meddelelse fra flyselskabet, som en passagerer har publiceret på Twitter.
“Vi følger situationen tæt, og vil genoptage operationerne så snart som muligt,” hedder det fra United Airlines.
Tvunget til at tanke i Zimbabwe
Det er ikke alene United Airlines, at forsyningsproblemerne er gået ud over. I flere dage har Malawian Airlines også været påvirket af situationen.
Den 23. april var en Boeing 737-700 fra Malawian Airlines tvunget til at fylde tankene op til rundturen mellem Blantyre og Johannnesburg, og dermed måtte passager- og fragtkapacitet reduceres til 70 procent af det mulige af hensyn til vægtbegrænsninger.
Sidenhen har flyet på den daglige rute mellemlandet i Robert Gabriel Mugabe International Airport i Zimbabwes hovedstad Harare for at tanke brændstof.
Oversvømmelser blokerer forsyningsveje
Malawian Airlines oplyser til lokale medier, at Shell har haft udfordringer med at få brændstofforsyninger til Johannesburg som følge af nylige oversvømmelser af veje og jernbaner.
“Det tekniske team i Sydafrika arbejder i de berørte områder for at gøre vej- og jernbanenettet funktionsdygtigt igen, så brændstofforsyningen er tilbage til normal så hurtigt som muligt,” lyder i en erklæring fra det sydøstafrikanske flyselskab.
I midten af april blev den sydøstlige del af Sydafrika ramt af voldsomme oversvømmelser, der har kostet flere end 300 mennesker livet.
Relaterede artikler:
Brændstofpriser får flyselskaber til at skære ned