IR-chef stopper i SAS

Efter 13 år som chef for Investor Relations i SAS stopper Sture Stölen ved udgangen af januar. Stillingen nedlægges derefter.

Ved udgangen af januar måned siger SAS farvel til Sture Stölen, der har været chef for Investor Relations de sidste 13 år.

”Efter så mange år føler jeg, at tiden er rigtig til at gøre noget andet,” siger Sture Stölen til CHECK-IN.dk.

Hvad han skal, ved han ikke endnu. Men han understreger, at det bliver uden for luftfartsbranchen.

Sture Stölen har været i SAS i 20 år, heraf de sidste 13 år som chef for Investor Relations. Det betyder at han på dag til dag basis har været SAS’ ansigt ud ad til mod investorer og aktiemarkedet.

De forgangne 13 år har budt på mange store begivenheder, som har haft indflydelse på Sture Stölens arbejde. Konsekvenserne for SAS af terrorangrebene 11. september 2001, to aktieemissioner og Spanairs konkurs er blot nogle af de begivenheder, som Sture Stölen har været involveret i.

Efter at det i november, efter hårde forhandlinger med fagforeningerne, lykkedes at forlænge lån for 3,5 mia. svenske kroner, har Sture Stölen fundet, at det var tid til at sige farvel.

”Det har været en spændende tid, som jeg ikke ville have været foruden. Men specielt efter at vi har fået finansieringen på plads er tiden nu inde til at prøve noget andet,” siger Sture Stölen.

Stillingen som chef for Investor Relations bliver nedlagt, og arbejdet med at pleje kontakten til aktieanalytikere og finansjournalister bliver fremover delt mellem SAS’ finansdirektør, Göran Jansson, og danskeren Henriette Fenger Ellekrog, der er koncerndirektør med ansvar for HR og Relations Management.