Andrea Dunne, Director of Operations hos Norwegian. (Foto: Norwegian)

Irsk luftfartsveteran fra Ryanair til Norwegian

Norwegian har fundet den sidste direktør til den ni mands store ledergruppe, der skal føre flyselskabet frem mod nye tider, når rekonstruktionen er succesfuldt gennemført.

Det er en næsten helt ny ledergruppe, der skal bringe Norwegian gennem et udfordrerende marked i de kommende år, når den igangværende rekonstruktion også godkendes i Norge og ny kapital er tilvejebragt.

Senest har Norwegian skrevet kontrakt med Adrian Dunne, der har været beskæftiget i den irske luftfartssektor i mere end 30 år. Hos Norwegian får den irske luftfartsveteran ansvaret for Operations med titlen Executive Vice President Operations og afløser Johan Gauermann, der har varetaget opgaven siden juni sidste år. Han returnerer til stillingen som chef for Flight Operations.

Adrian Dunne har de seneste 16 år været ansat hos Ryanair og de seneste syv år som Director of Operations. Før den tid var der 15 år hos Aer Lingus, hvor Dunne sluttede som stationschef i Heathrow Airport og Dublin Airport.

“Jeg er meget glad for at kunne byde Adrian Dunne velkommen om bord. Hans solide lederegenskaber og dybtgående viden om branchen bliver vigtig, når vi forbereder os på den hårde konkurrence i takt med at virkningerne af pandemien aftager,” siger Jacob Schram, koncernchef i Norwegian.

Seks af ni ansat i 2020
Selv er Jacob Schram også et af de nyere ansigter i ledergruppen, som han selv har været med til at sammensætte. Jacob Schram tiltrådte som koncernchef i januar 2020, og med sig i direktionen har han Geir Karlsen, der kom til Norwegian i 2018 og var udnævnt som fungerende koncernchef fra sommeren 2019, da stifteren Bjørn Kjos forlod selskabet.

Udover de to direktionsmedlemmer, samt den nye irske kollega, består den ni mands store ledergruppe nu af Andrew Hodges (Network, Pricing & Optimisation), Christoffer Sundby (Sales, Marketing & Customer Care), Guro H. Poulsen (People), Anne-Sissel Skånvik (Communication and Public Affairs), Knut Olav Irgens Høeg (IT, Supply Chain & Process Improvement) samt Tor-Arne Fosser (Product & Digital Development).

Seks af de ni medlemmer af ledergruppen er blevet ansat i Norwegian i 2020. Udover Geir Karlsen, er det kun Guro H. Poulsen og Anne-Sissel Skånvik, der har været en del af Bjørn Kjos-eventyret. Guro H. Poulsen har siden 2010 været ansat som Fincancial Controller og sidenhen Finance Manager, mens Anne Sissel-Skånik har været kommunikationsdirektør siden 2009.

 

Relaterede artikler:

Ny kommunikationsdirektør i Norwegian

Dansker er ny salg- og marketingdirektør i Norwegian

Norwegian henter direktør fra amerikansk flyselskab