Jesus hjælper ungdomsrejsebureau

Ungdomsrejsebureauet Ung Rejs i Tjæreborg har fået Jesus med i sit lederuddannelsesprogram. Destinationscheferne lærer om ”Ledelse ifølge Jesus” og det nye tiltag i den interne lederuddannelse er en succes.

Præsten Eilif Krogager stiftede med stor succes Tjæreborg Rejser og har sikkert sendt adskillige tanker til højere magter.

Nu tyr man atter til de højere magter i Sydvestjylland. Det er ungdomsrejsebureauet Ung Rejs i Tjæreborg, der har fået Jesus med i deres lederuddannelsesprogram.

Det er vel de færreste der forbinder Ung Rejs med Jesus Kristus og feriegæsterne kommer da heller ikke til at høre meget til ham. Men det gør bureauets destinationschefer for i deseneste to sæsoner har ”Ledelse ifølge Jesus” været en del af virksomhedens interne lederuddannelse.

”Jesus er interessant fordi han selv var en god leder. Han formåede at få folk til at følge ham. Han var dygtig til kommunikation. Han kunne motivere folk omkring sig – og så var han frem for alt en stærk værdibaseret leder”, siger direktør iUng Rejs, John Tobiesen.

Indehaveren har selv medvirket i ledelsesbogen ”Den afgørende faktor” og tilrettelagt Jesus undervisningen.

”Det gode ved Jesus er at de fleste kender ham fra skolen og at hans kristne værdier er grundlaget for vores kultur, vores retssystem og hele vores måde at tænke på i den vestlige verden. På den måde har vi et fælles udgangspunkt, som vi ikke kunne skabe hvis vi valgte en anden rollemodel fra sportens verden eller erhvervslivet,” lyder forklaringen fra John Tobiesen.

I undervisningen drages der paralleller mellem historier fra Biblen og moderne ledelse i dag. På den måde bliver det hele meget konkret og Jesus fremstår som en mere brugbar rollemodel for destinationscheferne.

”Først kunne jeg ikke lige se sammenhængen, men jeg vidste at der var en bagtanke. Efterfølgende gav det faktisk rigtig god mening. Jeg er blevet inspireret til at gå forrest og så er jeg blevet mere bevidst om at man skal huske at have sig selv med i det man gør,” siger Peder Thuesen, derer destinationschef i Ung Rejs.

En af de historier som Peder Thuesen husker bedst er Peters fiskefangst og koblingen med at få medarbejderne til at tro på det de laver og sejle helt ud på det dybeste sted inden man smider sine garn.

”Det med at blive ved og ved, det kan bruges når guiderne er trætte. Hvis man bliver ved så kommer det ønskede resultat på et tidspunkt, det kan vi se på gæsternes spørgeskemaer. Det lyser op i øjnene på guiderne,” siger Peder Thuesen.

“Ledelse ifølge Jesus“ er nu blevet en integreret del af lederuddannelsen hos guideskolen Service & Co. som uddanner70 % af alle rejseledere i Norden.

”Vi har implementeret Ledelse ifølge Jesus og det har været en succes. Diskussionerne går højt i klasselokalet, alle har en mening om emnet, og det kræver en kyndig underviser at holde trådene samlet, da religion altid får mange sind i kog. Vi oplever, at eleverne kan omsætte beretningerne fra Biblen til noget nutidigt og de fortæller, at de har fået nogle redskaber med sig fra undervisningen, som de kan bruge med det samme,“ siger Chris Wager, derer administrerende direktør for Service & Co.

Til at starte med var hun spændt på hvordan de muslimske lederaspiranter ville reagere, men de har taget godt imod undervisningen.

“Inden det første kursus havde vi snakket om, hvorvidt emnet ville blive taget positivt imod af alle, og morsomt nok er vores muslimske elever tit ekstra positive overfor lektionen. Vi regner derfor med at bibeholde lektionen på fremtidige kurser,” siger Chris Wager.

For gæsterne hos Ung Rejs vil det dog formentligt fortsat være fest og farver, der præger ferieopholdet.