Jet Time skal flyve svensk indenrigs for SAS

De nye ATR72-600 fly fra Jet Time skal indsættes på SAS-ruter i Sverige samt mellem Sverige og det vestlige Finland. Disse ruter opereres i dag af Braathens Regional på vegne af SAS.

Når Jet Time den 27. oktober skal indsætte selskabets to nye ATR72-600 fly i drift, sker det med base i Stockholm Arlanda-lufthavnen.

Her skal Jet Time overtage en produktion, der hidtil har været varetaget af svenske Golden Air, der siden årsskiftet har været en del af Braathens Regional. Det betyder, at Braathens Regional ikke længere skal have ATR-produktion for SAS.

Dermed kommer Jet Time til at operere på de svenske indenrigsruter fra Stockholm til Kalmar og Sundsvall, ligesom der skal flyves fra den svenske hovedstadslufthavn i Arlanda til flere destinationer i det vestlige Finland, herunder Turku, Tampere, Oulu og Vaasa.

“Det er vigtigt for os, at gå ind i et samarbejde med nogle partnere som vi også tror kan fungere for os langsigtet. Vi har lagt en relativt stor produktion på Jet Time, fordi de kunne levere helt nye ATR72-600 fly. Vi får et fantastisk fint produkt og til den rigtige pris,“ forklarer koncerndriftsdirektør Flemming Jensen fra SAS til CHECK-IN.dk.

Konkurrent til SAS
Det har givetvis været en torn i øjet på SAS, at Golden Air er kommet ind under ejerskabet i Braathens Regional. I den norskejede luftfartskoncern finder man også Malmö Aviation, der er en stor konkurrent for SAS på ruten mellem Malmø og den svenske hovedstad.

“Vi føler ikke, at vi bygger en stor konkurrent op ved at benytte Braathens. Det indgår i vores overvejelser, hvad de konkurrcemæssige konsekvenser på sigt kan være. Jet Time og Cimber er ligetil, fordi det er business to business operatører. Men det er afgjort et parameter vi kigger på,“ siger Flemming Jensen.

Braathens Regional opererer i øvrigt de nye ruter fra Stockholm til Billund og Aalborg på vegne af SAS med et 50-sæders Saab 2000-fly. Tidtabellen på Billlund-operationen er lagt sådan, at det kræver overnatning i Billund for besætningen. En omkostning der ifølge branchekilder løber op i omkring fem mio. kroner årligt inklusive diæter.

Derfor er det sandsynligt, at SAS på sigt vil finde en anden operatør til de to jyske udenrigsruter. Her vil Cimber A/S være et godt bud med CRJ200-flyene, der kan gennemføre flyvningen 15 minutter hurtigere end Saab 2000-flyet og uden natstop-omkostninger, da fly og besætning vil kunne have base i Billund.