Jobgarantien forsvandt for Cimbers 737-ansatte

Cimber Sterlings omkring 200 ansatte i Boeing 737-operationen, var blevet lovet fortsat beskæftigelse i forbindelse med omstrukturering af flyflåden. Men udviklingen i selskabets økonomi nødvendiggør en kollektiv opsigelse for at sikre, at Cimber Sterling stadig har en fremtid som flyselskab.

Gårsdagens meddelelse om afskedigelse af omkring 200 af 890 medarbejdere hos Cimber Sterling kom ikke som nogen overraskelse for markedet, selvom de berørte medarbejdere naturligvis vil føle det anderledes.

Den 14. december sidste år kunne Cimber Sterling nemlig offentliggøre en ny strategisk kurs, hvori det hed, at Boeing-flyene skulle udfases i løbet af de næste par år.

Denne beslutning fik yderligere fremdrift, da Cimber Sterling i begyndelsen af februar meddelte, at der var indgået en betinget rammeaftale med charterflyselskabet Jet Time, der skulle overtage produktionen af fire Boeing 737-700 fly i sommertrafikprogrammet på en såkaldt wetlease-aftale.

Forinden skulle de sidste to Boeing 737-700 fly udfases i henholdsvis februar og maj måned.

Aftale faldt til jorden
Men aftalen med Jet Time faldt til jorden i midten af marts måned. Den præcise årsag blev aldrig kommunikeret til markedet, men der var angiveligt en række juridiske forhold om overflyttelse af flyvende medarbejdere til Jet Time, der forhindrede, at aftalen blev realiseret.

I stedet må Cimber Sterling nu opsige alle medarbejdere i Boeing 737-operationen, idet sidste flyvning med de store jetfly finder sted den 27. oktober i år.

Den kollektive opsigelse, der skal forhandles med de berørte medarbejderorganisationer via samarbejdsudvalget i Cimber Sterling omfatter 200 medarbejdere indenfor faggrupperne piloter, kabinepersonale, teknisk personale, flymekanikere samt administrativt personale. Da Boeing 737-basen er at finde i Københavns Lufthavn vil hovedparten af de berørte medarbejdere have bopæl i Hovedstadsområdet.

Lovet jobs til alle
Det var ellers Cimber Sterlings håb, at man kunne undgå afskedigelser ved at tilbyde 737-personalet ansættelser på en udvidet operation med mindre jetfly og turbopropfly på indenrigsruter og regionale ruter. Men den forventede tilgang af nye fly har ikke fundet sted som ventet, idet hovedaktionæren Mansvell Enterprises tilsyneladende ikke har fundet det økonomisk forsvarligt at anskaffe nye fly, førend organisationen var tilpasset og de store jetfly var væk fra flåden.

“Jeg er klar over, at jeg tidligere har sagt, at der ville være jobs til alle – og at de Boeing-fly, der blev udfaset, ville blive erstattet med andre fly – og derved sikre jobs til alle. Det er vores strategi at få flere fly ind i flåden, men det kan desværre ikke ske her og nu. Vi er nødt til at komme helt ind til kernen af vores forretning – for kun derfra kan vi vokse,“ hedder det i en intern meddelelse i Cimber Sterling underskrevet af administrerende direktør Jan Palmér.

Samtidig benytter Jan Palmér lejligheden til at understrege, at beslutningen alene er taget for at sikre Cimber Sterling en væsentlig plads i skandinavisk luftfart i fremtiden. Uden denne nødvendigebeslutning, kunne Cimber Sterling sandsynligvis ikke fortsætte sit virke.

Opsigelser i april måned
Ifølge meddelelsen vil de berørte medarbejdere blive kontaktet af deres nærmeste leder og modtage opsigelsen i løbet af april måned, hvorefter der vil blive indkaldt til informationsmøder i selskabet.

Forinden udestår en ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 24. april, hvor generalforsamlingen skal tage stilling til en kapitaludvidelse for at sikre, at egenkapitalen styrkes, således at der kan aflægges årsregnskab efter “going concern“ princippet. Det er forventningen, at hovedparten af gælden på 240 mio. kroner til Mansvell Enterprises vil blive konverteret til aktier i Cimber Sterling Group A/S.