DCIM100MEDIADJI_0001.JPG

Jysk lufthavn ruster sig til fremtiden

Stauning Lufthavn i Vestjylland opgraderer dele af bane- og indflyvningsbelysningen med en LED-løsning, der bruger mindre energi en det gamle lyssystem.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har man sin egen lufthavn, der ligger omkring 16 kilometer sydøst for Ringkøbing. Det er Stauning Lufthavn, der ønsker at spille en større rolle i forbindelse med etableringen af nye havvindmølleparker i området, hvorfor der er brug for at udvide det operationelle vindue for fly og helikoptere.

Det skal blandt andet ske ved at etablere et moderne lysanlæg, der betyder, at det bliver muligt at servicere et noget højere aktivitetsniveau, der forventes i de kommende år.

Derfor opgraderes dele af bane- og indflyvningsbelysningen, hvilket i første omgang skyldes myndighedskrav. Ved at vælge en LED-løsning, som bruger langt mindre energi, vil lufthavnen samtidig sikre sig en bæredygtig fremtid.

”Med et gammelt lyssystem som efterhåndener blevet omkostningstungt at vedligeholde, vælger vi nu at udskifte flere dele, med nye og mere vedligeholdelsesvenlige og ovenikøbet energibesparende moderne LED-lys,” siger lufthavnschef Janni Andersen.

Erfaren Aarhus-virksomhed på banen
Det bliver Aarhus-virksomheden Intertec, der har mere end 40 års erfaring med den type opgaver, der kommer til at stå for levering og installation af det nye lysanlæg.

Intertec er i øjeblikket i gang på Flyvestation Skrydstrup/Vojens Lufthavn samt i den nye lufthavn i Qaqortoq i Grønland, og salgsdirektør Henrik Mahaini glæder sig over den kommende opgave.

”Vi er stolte over at blive valgt til at udføre opgaven med at opgradere Stauning Lufthavn og sikre en bæredygtig fremtid. I 1980’erne var det også Intertec, der lavede banelys installationen, og det udstyr har været i brug indtil nu. Men med den teknologi der er til rådighed i dag, giver det rigtig god mening at udskifte det gamle udstyr med en ny LED-løsning, der sikrer en større driftssikkerhed,
bedre driftsøkonomi og et langt mindre energiforbrug.”

Teknologisk løft
Som en del af arbejdet med at fremtidssikre Stauning Lufthavn, så fly og helikoptere får større driftssikkerhed, har Stauning Lufthavn for nylig besluttet at investere i to nye IT-systemer.

Der er tale om Automatic Weather Observation System (AWOS) samt et Airport Information Management System (AIMS), og begge systemer skal leveres af Horsens-virksomheden Insero Air Traffic Solutions.

AWOS er et system, der automatisk holder øje med vejret. Det kan levere aktuelle informationer om vind- og vejrforhold som eksempelvis sigtbarhed, nedbør og vindhastighed til brug for lufttrafikstyringen i en given lufthavn.

AIMS-systemet skal benyttes til at håndtere flyveplaner og meteorologisk information samt kommunikere med andre lignende systemer. I Stauning Lufthavn skal det blandt andet bruges til at levere oplysninger om baneforholdene, såsom om overfladen er eksempelvis glat, våd eller tør.

 

Relaterede artikler:

Stauning Lufthavn får teknologisk løft

Vestjyllands Lufthavn øjner rute til CPH

KLM-selskab træner piloter ved Ringkøbing Fjord