Icelandair skal som led i økonomisk redningsplan indgå nye overenskomster. Aftaler med piloter og flymekanikere er på plads, mens forhandlinger med kabineansatte har stået i stampe i tre uger.
Icelandair er i øjeblikket i gang med at gennemføre en større økonomisk redningsplan, som skal styrke likviditeten og sikre flyselskabets drift og fremtidige konkurrenceevne på baggrund af coronakrisen.
Planen, som blev præsenteret på Icelandair Groups aktionærmøde den 22. maj 2020, involverer alle selskabets interessenter – heriblandt banker, leasingselskaber og leverandører. Ifølge planen vil Icelandair forsøge at skaffe ny kapital gennem en aktieemission, og det har selskabet fået bred opbakning til fra interessenterne – herunder også opbakning fra den islandske regering.
Som et led i planen forhandler Icelandair også nye overenskomster med selskabets forskellige medarbejdergrupper.
Øget produktivitet og fleksibilitet
I midten af maj nåede Icelandair til enighed med den islandske pilotfagforening, The Islands Airline Pilots Association (FIA), om en ny kollektiv overenskomstaftale, som løber frem til den 30. september 2025. Aftalen opfylder Icelandairs opstillede mål om væsentligt øget produktivitet og fleksibilitet fra medarbejdernes side.
Forhandlingerne med flymekanikernes fagforeninger er ligeledes blevet afsluttet med succes i maj, oplyser Icelandair i en børsmeddelelse.
Anderledes trægt går det med Icelandairs forhandlinger med kabinemedarbejdernes fagforening FFÍ (The Icelandic Cabin Crew Association). Parterne indstillede forhandlingerne for cirka tre uger siden, og der er ikke sket nogen væsentlige fremskridt siden da, hvilket ”er bekymrende”, skriver Icelandair i meddelelsen.
Uenighed om løn og arbejdstid
De kabineansattes fagforening og Icelandair er blandt andet uenige om lønniveauer og arbejdstid. Den 20. maj afviste FFÍ det seneste udspil fra Icelandair – som ifølge selskabet er det endelige tilbud. Kabinemedarbejderne kræver mere, og Icelandair mener, at deres krav går langt ud over de vilkår, som henholdsvis piloterne og flymekanikerne er blevet enige med Icelandair om.
”Tilbuddet inkluderer stigning i grundløn, øget fleksibilitet i arbejdstiden, samtidig med at Icelandairs konkurrenceevne og fleksibilitet sikres. Desværre diskuterer vi ikke med FFÍ længere, og vi er nu nødt til at se på andre muligheder,” sagde Icelandairs koncernchef, Boga Nils Bogason, efter sammenbruddet i forhandlingerne.
”Vi har til hensigt at bringe virksomheden gennem de udfordrende forhold, der i øjeblikket hersker og styrker dens aktiviteter i fremtiden,” understregede koncernchefen.
Icelandair havde oprindeligt sat tidsfristen for at få alle aftaler i redningsplanen på plads til den 15. juni 2020, men fristen er nu blevet udskudt til 29. juni, meddeler selskabet.
Relaterede artikler:
Icelandair laver aftaler med piloter