Efter at være startet op med flyvninger fra Kina til CPH i to måneder i år, så udvider Beijing Capital Airlines i 2016 til syv måneder og en næsten firdobling af kapaciteten.
Efter en to måneders periode i efteråret med knap 3.000 tilfredse kinesiske charterturister på besøg i Danmark fra Beijing og Hangzhou, så er Beijing Capital Airlines og rejsebureauet Caissa klar til at satse stort på Danmark næste år.
Her bliver kapaciteten på Beijing Capital Airlines’ to ruter til København næsten firdoblet, når man går fra at beflyve ruterne en gang ugentligt hver i en periode på to måneder, til at gøre det i en periode på syv måneder. Det betyder en forøgelse fra knap 3.000 til over 11.000 kinesiske chartergæster, der flyves ind til København på Beijing Capital Airlines’ eneste europæiske rute.
En god niche
I starten af september i år gjorde selskabet sin entré på Amager med en ugentlig flyvning fra hver af de to kinesiske storbyer i en periode på to måneder frem til udgangen af oktober. Næste år vil selskabet flyve fra starten af april til slutningen af oktober. De præcise datoer afhænger af de kinesiske myndigheders endelige godkendelse.
”Vi har fundet en god niche ved at gå målrettet efter det voksende kinesiske chartermarked. Vi har succes i lufthavnen med målrettet service for vore kinesiske gæster – blandt andet kinesiske guides, app og hjemmeside,“ siger siger administrerende direktør Thomas Woldbye fra Københavns Lufthavn.
Beijing Capital Airlines brugte i efteråret Airbus A330-fly til at betjene de to CPH-ruter. Selskabet har ikke selv den flytype i sin flåde. Men det har moderselskabet Hainan Airlines, hvorfra alle Beijing Capital Airlines’ nuværende fly er leaset.
To ruter til Europa
Ruterne giver den voksende kinesiske middelklasse mulighed for at se H.C. Andersens hjemland. Sæderne på flyene bliver primært solgt som en del af en pakkerejse og kun få sæder på hver afgang bliver udbudt i frit salg.
Det er dermed begrænset hvor stor en konkurrent Beijing Capital Airlines’ rute er til SAS’ Beijing-rute, som selskabet flyver dagligt med Airbus A340.
Den kinesiske storby Hangzhou har 6,5 mio. indbyggere og ligger cirka 200 kilometer syd for Shanghai. Byen har i dag kun to flyruter til Europa med KLM til Amsterdam og Hainan Airlines til Paris Charles de Gaulle.
Et Airbus A320-fly fra Beijing Capital Airlines. Selskabet anvender større Airbus A330-fly på ruterne til København.