KLM-fly i Amsterdam-Schiphol. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

KLM præsenterer tre nye Europa-ruter

I det kommende sommertrafikprogram vil KLM tilbyde tre nye ruter til destinationer i Frankrig, Slovenien og Storbritannien. Ruterne er tilgængelige med forbindelser fra København, Billund og Aalborg.

Rutenyhederne fra flyselskaberne til sommertrafikprogrammet 2025 kommer i disse uger i en lind strøm. Således også fra hollandske KLM, der tilbyder tre nye europæiske ruter fra det store trafikknudepunkt i Amsterdam Schiphol-lufthavnen.

Det på trods af, at den hollandske regering netop har besluttet at sætte et loft over flykapaciteten i den hollandske hovedstadslufthavn i hele 2025. Der er nu tillade at gennemføre 478.000 starter og landinger, og det er en reduktion på 4,4 procent i forhold til 500.000 i 2024.

De første to af tre nye ruter starter op samtidig med sommertrafikprogrammet søndag den 30. marts 2025, og destinationerne er Ljubljana i Slovenien og Exeter i Storbritannien. Den 19. april vil KLM også starte en rute til Biarritz i det sydvestlige Frankrig.

Daglige afgange med Embraer-fly
Ruten fra Amsterdam til Ljubljana vil blive opereret på daglig basis med en Embraer 190, der har plads til 100 passagerer. Rutenummer KL1989/1990 afgår fra Schiphol kl. 10.15 med ankomst kl. 12.05 i Jože Pučnik-lufthavnen i Ljubljana. Herfra returnerer flyet kl. 12.35 og vil være tilbage i Amsterdam kl. 14.25.

Exeter-ruten starter op samme dag, og her vil det være en 88-sæders Embraer 175, der skal varetage den daglige rundtur på KL1101/1102, der finder sted kl. 16.15 med ankomst lokal tid i Exeter Airport kl. 16.50. Her vendes flyet også på en halv time og sætter kursen mod Amsterdam kl. 17.20, hvor det ankommer kl. 19.50.

Første flyvning til Biarritz finder sted lørdag den 19. april, og her flyves der på lørdage og søndage hele sæsonen, mens det kun er i perioden fra 30. juni til 22. august, der flyves hver dag, når der tilføjes en daglig rundtur fra mandag til fredag. KL1485/1486 opereres med en Embraer 190 kl. 14.20 fra Amsterdam og ankomst 16.20 i Biarritz. Returflyvning kl. 16.50 og ankomst i Schiphol kl. 18.50.

17 daglige afgange fra tre danske lufthavne
KLM flyver – ligesom de foregående år – i sommeren 2025 til Amsterdam-Schiphol fra både København, Billund og Aalborg. 

Lige nu har KLM planlagt syv daglige rundture fra Københavns Lufthavn, mens selskabet vil fastholde seks daglige afgange fra Billund Lufthavn. Fra Aalborg Lufthavn planlægger KLM at gennemføre fire daglige afgange.

Dermed vil der være gode forbindelser fra Danmark til samtlige tre nye destinationer i KLM’s europæiske rutenetværk.

 

Relaterede artikler:

Tre nye KLM-ruter til tre forskellige kontinenter

Første Airbus A321 til KLM fik flot modtagelse

KLM-codeshare hos SAS: Her er de 33 destinationer