KLM sendte torsdag aften første fly afsted fra Amsterdam mod Sydney. Det hollandske flyselskab vil gennemføre samlet seks flyvninger til Australien, som ikke har været betjent i 20 år.
En Boeing 777-200 fra KLM gik torsdag aften kl. 21.12 på vingerne fra Amsterdam Shiphol Airport som rutenummer KL809. Destinationen var Kuala Lumpur i Malyasia, hvor flyet er ankommet fredag morgen.
Men Boeing 777-flyet returnerer ikke til Amsterdam lige med det samme, for det fortsætter senere som KL827 med Sydney i Australien som endelig destination, og dermed skriver KLM historie. Det er nemlig første gang i 20 år, at et fly fra det hollandske SkyTeam-selskab lander i Sydney Kingsford Smith Airport.
Det er første del af en række evakueringsflyvninger fra Australien i samarbejde med udenrigsministeriet i Holland, hvor man tilstræber at hente i underkanten af 2.000 hollandske statsborgere hjem fra landet “down under”.
“Vi er stolte over at kunne gøre noget meningsfuldt på denne måde under denne globale krise. Disse flyvninger er særligt specielle i KLM´s historie. Vi har haft et tæt forhold til Australien siden 1950, da landet har været en værdifuld destination i vort rutenetværk i mere end 50 år,” siger Rene de Groot, der er koncerndriftsdirektør i KLM.
Seks operationer til Sydney
Det er ikke muligt at foretage nonstop-flyvninger fra Amsterdam til Sydney, hvorfor besætningerne overnatter i Kuala Lumpur, inden rejsen fortsætter mod Sydney. Derfor tager udrejsen omkring 36 timer. Flyer lander lørdag den 4. april i lufthavnen i den australske millionby, og returrejsen finder sted den 5. april, mens flyet først vil være tilbage i Amsterdam Schiphol Airport på mandag den 6. april.
Disse flyvninger gentages fra den 6 til den 10. april efter denne model, hvor der på forhånd bliver placeret ekstra besætninger i Kuala Lumpur, hvor flyet skal foretage en teknisk mellemlanding på både ud- og hjemrejse.
I samarbejde med Malaysia Airlines, der er partner i SkyTeam, vil hollandske statsborgere blive fløjet fra andre byer i Australien og New Zealand op til Kuala Lumpur, hvor KLM kan tage over og fortsætte rejsen mod Europa.
Fra 1950 til 2000
KLM fløj første gang til Sydney den 7. december 1950, og dengang tog rejsen tre og et halvt døgn med adskillige stop undervejs. KLM ophørte med at betjene Australien ved udgangen af vintertrafikprogrammet 1999/2000.
Det var samarbejdet med Malaysia Airlines, der fik KLM til at træffe beslutningen om at stoppe Australien-flyvningerne, da det er mere rentabalet med partnerskabsaftaler med regionale flyselskaber.
Relaterede artikler: