Rasmus Lund er ny finansdirektør i Københavns Lufthavne A/S.

Københavns Lufthavn får ny finansdirektør

København Lufthavne har fundet ny CFO i Saxo Bank. Han erstatter Lars Jønstrup Dollerup, som netop er stoppet i CPH.

Københavns Lufthavne meddelte i slutningen af marts, at selskabets finansdirektør gennem seks år, Lars Jønstrup Dollerup, havde fået nyt job og ville forlade sin stilling som CFO i lufthavnen.

Nu er afløseren fundet. Det bliver Rasmus Lund, der tiltræder som ny CFO i Københavns Lufthavne A/S den 1. december 2018. Han har arbejdet for Saxo Bank siden 2008, og de seneste seks år som Group CFO.

“Jeg er meget glad for at byde Rasmus Lund velkommen om bord. Rasmus bringer betydelig og relevant erfaring til CPH, hvilket er vigtigt for den fortsatte udvikling af lufthavnen,” siger Thomas Woldbye, direktør for Københavns Lufthavne.

Rasmus Lund startede sin karriere i Arthur Andersen og kom i 1997 til Deloitte. I 2004 flyttede han til ISS A/S, hvor han havde flere ledende stillinger.

Som finansdirektør i Københavns Lufthavne kommer Rasmus Lund til at stå i spidsen for økonomien i et selskab med en omsætning på næsten 4,5 milliarder kroner om året og et overskud, der i 2017 lå på 1,64 milliarder kroner før skat. Samme år blev der investeret 1,47 milliarder kroner i at udbygge lufthavnen.

En flittig rejsende
Rasmus Lund har i sine tidligere job været en flittig bruger af Københavns Lufthavn og rejst meget.

“Jeg har altid været utroligt glad for at rejse igennem Københavns Lufthavn. Det er en lufthavn vi kan være stolte af. Så jeg glæder mig meget til at være en del af virksomheden og de store byggeprojekter, hvor vi forbedrer og udbygger lufthavnen til fremtiden,” siger Rasmus Lund.

“Efter en årrække i en meget digital virksomhed som Saxo Bank, glæder jeg mig til at få en masse nye kolleger, der arbejder med alt fra sikkerhedskontrol og salgsarbejde til rengøring og komplekse byggeprojekter. Når det er sagt, tror jeg også vi vil kunne se en række digitale løsninger i fremtiden, der vil gøre rejseoplevelsen for passagerne endnu bedre,” siger han.

Thomas Woldbye fremhæver blandt andet kombinationen af Rasmus Lunds finansielle og digitale kompetencer.

“Fremtidens lufthavn og rejseoplevelse bliver også mere digital. Bare tænk på, hvordan de fleste i dag tjekker ind selv, vælger sæde, afleverer bagage og har boardingkortet på deres smartphone. Sådan var det ikke for få år siden. Og intet tyder på, at digitaliseringen af rejseoplevelsen stopper her – så det skal lufthavnen og den nye finansdirektør også være skarpe på,” siger Thomas Woldbye.

Privat lever Rasmus Lund sammen med Birgitte Kimø i Gentofte i en sammenbragt familie med halvvoksne børn: en datter og to sønner. Udover rejser, familie og venner er også cykling en passion, som denne sommer dyrkes i det nordlige Italien.

Når det handler om fodbold vil de nye kolleger i lufthavnen mærke en ganske markant forandring. Hvor den tidligere CFO, Lars Jønstrup Dollerup, er Brøndby-fan, så er Rasmus Lund FCK-fan.

Fra lufthavnen til Hempel

Lars Jønstrup Dollerup forlod CFO-stillingen i CPH ved udgangen af juni 2018 for at tiltræde en stilling som CFO i Hempel. Han havde arbejdet i lufthavnen siden 2006 – heraf de seneste seks år som finansdirektør.

Lars Jønstrup Dollerup tiltrådte som økonomichef i CPH i 2006 og blev udnævnt til finansdirektør (CFO) i juli 2012. Forud for ansættelsen i CPH arbejdede Lars Jønstrup Dollerup i Arthur Andersen, Deloitte og ISS – altså i samme virksomheder, som hans afløser har været ansat i.

Relaterede artikler:

Større vækst i Oslo Lufthavn end i CPH

CPH’s sommertrafik slår alle rekorder

Kapitalfonde har trukket syv milliarder ud af CPH