Københavns Lufthavn i mediestorm

I sidste uge befandt Københavns Lufthavn sig midt i en mediestorm efter dagbladet Politikens artikler om skattespekulation hos lufthavnens hovedaktionær, den australske kapitalfond, Macquarie Group Limited. Lufthavnens bestyrelsesformand afviser urent trav og har i stedet taget til genmæle i pressen.

I sidste uge befandt Københavns Lufthavn sig midt i en storm, men denne gang var der ikke tale omnaturskabte fænomener som snestorme eller askeskyer, der kunne genere de rejsende.

Det var derimod en mediestorm rejst af dagbladet Politikens artikler om skattespekulation hos hovedaktionæren bag lufthavnen, den australske kapitalfond, Macquarie Group Limited.

I 1990 blev lufthavnene i Kastrup og Roskilde omdannet til selskabet Københavns Lufthavne A/S med staten som eneaktionær. Dette selskab blev i 1994 noteret på Københavns Fondsbørs, og siden nedbragtestaten sin ejerandel til 39,2 % af aktierne. Hovedaktionæren er den australske kapitalfond Macquarie Group Limited, der ejer 53,7% af aktierne.

Og det var netop den australske hovedaktionær, som stod for skud.

Ifølge ”hidtil ikke offentliggjorte regnskaber” som Politiken var ”kommet i besiddelse af” havde den australske kapitalfond unddraget sig skat for et trecifret millionbeløb gennem en konstruktion, der involverede skattelyselskaber på Bermuda.

Teknikken i skattefidusen skulle være, at storaktionæren hvert år trækker ca. 500 millioner kroner ud af lufthavnen og sender pengene til Bermuda via et skuffeselskab i Luxembourg. Ifølge Politiken blev pengene kanaliseret ud af Danmark i form af renter, som australierne afdrager på et usædvanligt dyrt lån, som de har ydet til sig selv via et selskab på Bermuda.

Statskassen snydt for 550 millioner kroner?

Det problematiske i denne konstruktion var, at renten på lånet er på hele 11,65 procent, eller næsten tre gange så meget som på Macquaries bankgæld.

Ifølge Politiken har australierne samlet ført 2,2 milliarder kroner i skattely, siden de overtog aktiemajoriteten i lufthavnen i 2005, og dermed konkluderede Politiken, at den danske statskasse var blevet snydt for 550 millioner kroner i selskabsskat..

Artiklen affødte hurtigt reaktioner fra Christiansborg.

”Jeg har ikke nogen chance for at vide, om tingene foregår efter bogen, men jeg vil da opfordre Skat til at tjekke op på sagen”, sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Og i Folketingets Finansudvalg ville de radikales finansordfører Morten Østergaard kalde finansministeren i samråd om sagen.

”Vi skal have redegjort for statens rolle i det her”, lød kommentaren fra Morten Østergaard.

I en kortfattet mail bekræftede de australske ejere, at det dyre lån kom fra Bermuda, men afviste ellers at svare på Politikens spørgsmål.

”Macquarie Airports lever op til alle sine skattemæssige forpligtelser”, var meldingen fra hovedaktionæren.

Bestyrelsesformand tog til genmæle

Bestyrelsesformand i Københavns Lufthavne A/S, Henrik Gürtler, afviste ligeledes, at lufthavnen fuskede med skatten. Selskabet Københavns Lufthavne A/S overholdt ifølge bestyrelsesmanden skattelovgivningen til punkt og prikke.

”Også udbyttebetalingerne til virksomhedens ejere, hvoraf staten jo er den ene, er i fuld overensstemmelse med dansk lovgivning,” sagde bestyrelsesformanden.

Ifølge Henrik Gürtler handler det udelukkende om, hvordan lufthavnens ene ejer, Copenhagen Airports Denmark (CAD), der ejer 53 procent af Københavns Lufthavne A/S, anvender deres del af udbyttet.

“Jeg kender i sagens natur ikke til de interne forhold i det danske holdingselskab CAD, som ejes af Map Airports/MEIF Funds. Men CAD skal naturligvis også overholde dansk skattelovgivning,“ lød beskeden fraHenrik Gürtler, der opfordrede Skat til at foretage en undersøgelse af anklagerne med det samme.

“Som en delvis statsejet virksomhed, der er af afgørende betydning for Danmarks vækst og beskæftigelse, kan vi selvfølgelig ikke leve med at blive forbundet med anklager om skatteunddragelse. Derfor skal det selvfølgelig undersøges,“ sagde bestyrelsesformanden.

Når en kapitalfond overhovedet er aktionær i lufthavnen skyldes det i sagens natur de økonomiske resultater. Og de er gode.

Alene siden 2006 har selskabet Københavns Lufthavne A/S tjent 4.119 millioner kroner efter skat. Og den indtægt er der i øvrigt betalt helt almindelig selskabsskat af. Sagen er altså alene et spørgsmål om hvorvidt den australske hovedaktionær har betalt tilstrækkelig stor skat af de årlige udbytter.

Indtil dette svar kommer, vil selskabetKøbenhavns Lufthavne under alle omstændigheder fortsat at være en god forretning for aktionærerne.