Stockholm Skavsta Airport. (Foto: Skavsta NYO | PR)

Køber Stockholm-lufthavn for 85 millioner kroner

Det svenske ejendomsselskab Arlandastad Group køber Stockholm Skavsta-lufthavnen, og sammen med kommunen i Nyköping skal Skavsta udvikles til at spille “en tydeligere rolle i det nationale lufthavnssystem.”

Stockholm Skavsta Airport, der før coronapandemien var den fjerdestørste lufthavn i Sverige, er blevet solgt. Det er franske Vinci Airports, der hidtil har drevet lufthavnen, og de har nu opgivet at føre den videre, da trafikgrundlaget er forsvundet efter Ryanairs exit til fordel for Stockholm-Arlanda.

De nye ejere er ejendomskoncernen Arlandastad Group AB, der køber lufthavnen og det 4,84 millioner kvadratmeter store areal. Arlandastand overtager 90,1 procent af aktierne, mens kommunen i Nyköping kommer til at sidde på de resterende 9,9 procent.

Parterne oplyser i en pressemeddelelse, at købsprisen er 117 millioner svenske kroner, hvilket svarer til omkring 85 millioner danske kroner. Der er betalt 29 millioner svenske kroner i kontanter, mens der overtages gæld for 88 millioner svenske kroner.

Det forventes, at transaktionen kan være gennemført i april.

Skal spille tydeligere rolle
Den nye majoritetsaktionær sigter efter hurtigst muligt at gøre lufthavnens drift rentabel igen, hvilket glæder byrådet i Nyköping.

“Lufthavnen er en vigtig motor for regionen. Og derfor er det især glædeligt at se Arlandastad træde ind som ny hovedejer af Stockholm Skavsta Lufthavn. Vi ser Skavsta spille en tydeligere rolle i det nationale lufthavnssystem, og lufthavnen får samtidig en ejer, der er ekspert i ejendomsudvikling med rigtig gode muligheder for at skabe en rentabel lufthavn.”

Før coronapandemien var der omkring 2,3 millioner årlige passagerer i den svenske lavprislufthavn, der størrelsesmæssigt rangerede efter de tre største statsejede lufthavne, henholdsvis Stockholm-Arlanda, Gøteborg-Landvetter og Stockholm-Bromma.

Tidligere var Skavsta garant for overskud, men under coronapandemien tabte lufthavnen omkring 50 millioner svenske kroner i både 2020 og 2021.

Solpark på lufthavnens areal
Som en del af aftalen får SunMind, der er et datterselskab af Vinci Concessions, mulighed for at udvikle, finansiere, etablere og vedligeholde en solfarm på et 100 hektarer stort område på lufthavnens arealer, og den vil i kapacitet blive en af de største af slagsen i Sverige.

Det er meningen, at solfarmen skal levere energi til kommunen i Nyköping, og herefter skal konceptet kunne udbygges til andre områder i Sverige, hvor Arlandastad har en portefølje af grunde og ejendomme.

“Det bliver en flyvende start og helt i tråd med vores ambitioner om at bygge både bæredygtigt og rentabelt. Vinci, ejer af SunMind, er en af ​​verdens største infrastrukturvirksomheder, så de er en perfekt partner for os, siger Dieter Sand, der er koncernchef i Arlandastad.

 

Relaterede artikler:

Stockholm-lufthavn truet af konkurs

Nordiske lufthavne mangler 100 mio. passagerer

Ryanair åbner 21 ruter fra Stockholm Arlanda