Ryanair Boeing 737-800 i Skavsta. (Foto Stockholm Skavsta Airport)

Stockholm-lufthavn truet af konkurs

Stockholm Skavsta-lufthavnen har øjeblikkeligt brug for et banklån for at overleve, siger lufthavnens direktør, som ønsker en lånegaranti fra kommunen.

Den svenske hovedstads tredjestørste lufthavn, Stockholm Skavsta, risikerer at gå konkurs inden for få uger, hvis lufthavnen ikke får støtte fra Nyköping Kommune, som lufthavnen syd for Stockholm ligger i.

Det siger den administrerende direktør for Stockholm Skavsta, Cédric Fechter, til den svenske tv-station SVT.

Stockholm Skavsta ejes i dag af den internationale lufthavnsoperatør Vinci Airports, som har hovedkvarter i Frankring, mens Nyköping Kommune er minoritetsejer med en aktieandel på 9,9 procent af selskabet.

Coronapandemien har ramt Stockholm Skavsta hårdt. Lufthavnen, som normalt betjenes af blandt andre lavprisflyselskaberne Ryanair og Wizzz Air, havde i 2020 en nedgang i antallet af passagerer på 75 procent – fra 2,3 millioner passagerer i 2019 til kun 573.000 passagerer sidste år.

Mangler likvide midler
Lufthavnen har akut brug for penge for at opretholde driften, siger lufthavnsdirektøren.

”På grund af pandemien har vi haft store økonomiske tab i 2020. Det betyder, at vi nu mangler likvide midler. Vi har brug for et banklån for at klare os igennem de kommende uger, og for at få det har vi brug for garantier fra Nyköping Kommune,” siger Cédric Fechter.

”Vi er ikke indstillet på at gå konkurs, vi vil gerne overleve. Men selv om jeg er optimist af natur, er jeg meget bekymret,” lyder det fra lufthavnsdirektøren, som fastslår, at man ikke kan få et banklån uden en lånegaranti.

Han peger samtidig på, at Stockholm Skavsta har en vigtig rolle i Sverige som base for kystvagtsflyvninger og de nationale brandbekæmpelsesflyvninger.

”Vi har en særlig status, når det gælder sikkerhed og kriseberedskab. Det giver omkostninger, som ikke længere kan understøttes af den kommercielle luftfart. Vi har brug for at drøfte med Trafikverket, hvordan de omkostninger skal håndteres for at lufthavnen kan holdes åben døgnet rundt af hensyn til disse opgaver,” siger Cédric Fechter til SVT.

Det svenske Trafikverket svarer til Trafikstyrelsen herhjemme.

Bromma og Västerås også i farezonen
Stockholm Skavsta er ikke den eneste lufthavn i Stockholm, der er i fare for at lukke. Lufthavnsoperatøren Swedavia har på baggrund af en analyse konkluderet, at det ikke er forretningsmæssigt rentabelt at fortsætte driften af Stockholm Bromma.

I januar sagde ejeren af flyselskabet BRA, at selskabet ikke har brug for Bromma-lufthavnen, hvis man i stedet kan få de rette betingelser til at operere fra Stockholm Arlanda. BRA har gennem flere år været det dominerende selskab i Stockholm Bromma.

Den mindste af de fire lufthavne omkring den svenske hovedstad, Stockholm-Västerås Flygplats, står allerede foran en lukning, efter at et flertal i byrådet i Västerås har besluttet at lukke lufthavnen nordvest for Stockholm.

 

Relaterede artikler:

BRA-ejer: Indenrigstrafikken bør samles i Arlanda

Officielt: Stockholm-lufthavn skal lukkes

Privat virksomhed vil overtage driften af Stockholm-lufthavn