Air France- KLM Group. Arkivfoto.

Konfliktvarsel mod Air France-KLM i danske lufthavne

En strid om et nyt lønsystem har fået HK og 3F til at varsle sympatikonflikt mod Air France og KLM fra 25. maj. Det vil blokere for selskabernes flyvninger fra tre danske lufthavne.

Et lockoutvarsel fra Air France/KLM har fået HK/Privat til at fremsende 1. sympatikonfliktvarsel. Varslet gælder for HK’ere hos Novia Denmark i Kastrup samt i Billund Lufthavn og Aalborg Lufthavn. 3F fremsender også 1. sympatikonfliktvarsel for deres medlemmer.

Sympatikonflikten betyder, at Air France/KLM ikke vil være i stand til at sende fly af sted hverken fra Kastrup, Billund eller Ålborg fra den 25. maj 2012, hvis konflikten træder i kraft. Sympatikonflikten rammer hårdt, da al håndtering af Air France/KLM’s fly varetages af henholdsvis HK’s medlemmer i forhold til passagerer og 3F’s medlemmer i forhold til bagage og brændstof.

Nyt lønsystem
Striden drejer sig om fornyelse af overenskomsten gældende fra 1. april 2012. Virksomheden har krævet en række omfattende nedskæringer i den gældende overenskomst, herunder indførelse af et nyt lønsystem og ekstra arbejdstid. I den gældende overenskomst var medarbejderne sikret en årlig regulering jf. pristalsindekset samt et aftalt tillæg baseret på den enkeltes præstation.

Da pristalsindekset i år er højere end de generelle lønstigninger på arbejdsmarkedet, ønskede virksomheden at afskaffe denne ordning. Ordningen har også været gældende i de år, hvor pristalsindekset lå lavere end de generelle lønstigninger.

”Tillidsrepræsentanterne og HK Luftfart har været særdeles forstående overfor virksomhedens vanskeligheder og har aktivt gået ind i forhandlinger omkring et nyt lønsystem, selv om det ville stille medarbejderne en del ringere. Da virksomheden ud over disse betydelige forringelser også ville have, at medarbejderne skulle arbejde længere uden at betale en krone for det, måtte vi sætte hælene i,” siger René Knudsen, formand for HK Service Hovedstaden.

Parterne har forhandlet siden december og har siden hen været i Forligsinstitutionen uden at opnå enighed. Derefter har Air France/KLM valgt at optrappe konflikten ved hjælp af lockout. Lockouten forhindrer de ansatte i Air France/KLM i at varetage deres opgaver.

Air France/KLM’s danske landechef har ingen kommentarer til konfliktvarslet.