En Boeing 787-8 Dreamliner fra Air India. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Kovending: Nu er 100 procent af Air India til salg

Den indiske regering har besluttet at sætte hele Air India til salg med budfrist den 17. marts. Flyselskabets ansatte frygter fremtiden og mødes for at diskutere den seneste udvikling.

Mandag meddelte regeringen i Indien, at den ønsker at sælge 100 procent af det statslige Air India, hvor der ved at tidligere, mislykket salgsforsøg i 2018 kun var tale om 76 procent.

Interesserede købere af det indiske Star Alliance-flyselskab har til den 17. marts for at vise indledende ikke-bindende interesse for et køb, skriver nyhedsbureauet Reuters. Den indiske regering meddeler, at flyselskabet skal forblive med indiske ejere og indisk kontrol.

Det fulde salg af det økonomisk skrantende Air India sker, da regeringen ønsker at frasælge tabsgivende aktiver for bedre at kunne styre landets skattemæssige underskud.

”Da hele gælden eksklusive flygæld er taget ud af handlen, signaliserer det en meget målbevidst indsats for at forlade Air India for at give mulighed for, at skatteydernes penge kan bruges til regeringens sociale dagsorden,” siger Kapil Kaul, luftfartskonsulent i CAPA.

En ny ejer skal overtage 3,28 milliarder dollar (22,2 milliarder kroner, red.) i gæld, og så er cirka to tredjedele af flyselskabets samlede gæld skåret fra af den indiske regering for bedre at kunne lokke potentielle købere til.

Modstand fra selskabets ansatte
Da Air India blev forsøgt privatiseret i 2018 viste blandt andet flyselskaberne IndiGo og nu konkursramte Jet Airways interesse, men de trak sig igen, da købsbetingelserne stod helt klare. Det indiske konglomerat Tata Group besluttede ligeledes ikke at afgive bud, og Air India blev således ikke solgt på daværende tidspunkt.

Nu gør den indiske regering endnu et forsøg på at sælge det nationale flyselskab. Selskabet har cirka 9.400 ansatte og 3.600 deltidsansatte. Medarbejderne protesterede mod salgsforsøget for to år siden, og der har allerede vist sig nye protester mod den seneste udmelding fra regeringen om et fuldt salg.

The Economic Times skriver, at en række fagforeninger, der organiserer medarbejderne i Air India, mødes mandag for at diskutere regeringens planer om et 100 procents salg. Der er over 10 forskellige fagforeninger med Air India-ansatte.

Ved det mislykkede salgsforsøg i 2018 lovede regeringen at sikre fortsat arbejde til medarbejderne i Air India. En lignende sikring af de ansatte vil angiveligt blive skrevet ind i det endelige salgsdokument til de potentielle private købere.

Både Københavns Lufthavn og Stockholm Arlanda får flere gange om ugen besøg af Air India, der har ruter til de to skandinaviske hovedstæder fra Delhi. Fremtiden for det indiske selskab har derfor også betydning for det skandinaviske marked.

 

Relaterede artikler:

Air India-formand: Skal overleve indtil salg

Uden privatisering må Air India lukke

Air India i likviditetsproblemer