Norwegian har stærk vækst i USA og Spanien, og i årets første kvartal var lidt under 60 procent af passagererne fra Skandinavien.
Trods navnet er Norwegian Air Shuttle ASA et flyselskab, der i stigende grad henter sine passagerer uden for Norge og Skandinavien som helhed. Det afslørede det norske lavprisflyselskab, da regnskabet for årets første kvartal blev offentliggjort i fredags.
På alle hovedmarkeder kan Norwegian præsentere tocifrede vækstrater, hvor især USA med over 50 procent vækst samt Spanien med passagerstigninger på over 30 procent havde lagt sig i front. Også i Ungarn og Frankrig vokser Norwegian ganske betydeligt.
I de nordiske hovedmarkeder samt i England og Spanien fortsætter markedsandelene med at vokse med en jævn hastighed, og den internationale vækst har betydet, at under 60 procent af passagererne i dag stammer fra Skandinavien, og de norske rejsende alene er reduceret til hver tredje passager eller godt 35 procent af samtlige passagerer.
Passagerudvikling 1. kvartal 2016 vs. 1. kvartal 2015
Lufthavn | Stigning i antal pass. | Markedandel i % |
Oslo-Gardermoen | 1.034.000 | 41 % |
Stockholm-Arlanda | 715.000 | 22 % |
Københavns Lufthavn | 398.000 | 17 % |
Helsinki-Vantaa | 171.000 | 13 % |
London-Gatwick | 566.000 | 10 % |
Spanske lufthavne* | 680.000 | 4 % |
Kilde: Norwegian
* Spanske lufthavne omfatter Barcelona, Las Palmas, Madrid, Málaga og Tenerife.
Kvartalsunderskud trods sund vækst
I årets første kvartal, der traditionelt er det svageste kvartal for flyselskaberne, fik Norwegian en samlet passagerfremgang fra 4,96 til 5,82 milioner, hvilket svarer til en vækst på 17 procent. Toplinjen blev samtidig øget med 23 procent til 4,96 mia. norske kroner, mens bundlinjen havde noget sværere ved at følge med. Således måtte Norwegian notere sig et nettounderskud på 800 mio. norske kroner mod 538,3 mio. norske kroner i samme kvartal året før.
Det er dyre kontrakter på flybrændstof samt en negativ kursudvikling mellem den norske krone og amerikanske dollars, der er årsagen til det svagere resultat. Det til trods for, at Norwegian rapporterer om lavere enhedsomkostninger og en belægning, der er øget med to procentpoint til i alt 85 procent.
“I dette kvartal har vi en underliggende resultatforbedring på 400 millioner norske kroner sammenlignet med sidste år. Ligesom tidligere fylder vi flyene rigtig godt. Vores langdistanceoperation bliver stadig vigtigere samtidig med, at vi har en stabil og god udvikling i de øvrige markeder og særligt i Norden. Vi ser også, at det skandinaviske og europæiske rutenet er tæt knyttet til langdistanceruterne ved, at et stigende antal passagerer benytter sig af videreforbindelser,” siger Norwegians koncernchef Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.
Norwegian annoncerede i første kvartal, at selskabet i det kommende sommer vil åbne nye langdistanceruter mellem Paris og USA. Herudover har selskabet modtaget fem fabriksnye Boeing 737-800 fly samt et enkelt Boeing 787-9 langdistancefly.
Relaterede artikler:
Norwegian får længe ventet USA-tilladelse
Endnu en Norwegian-rute til spilleby