Kabinemedlemmer fra British Airways' Mixed Fleet. Foto: British Airways

Langvarig kabinekonflikt er løst

En lønkonflikt mellem British Airways og dele af kabinebesætningen har været en af de længstvarende i Storbritannien, men nu er parterne endelig kommet til enighed.

Kabinemedlemmerne hos British Airways er vedholdende, når de mener, de har en sag.

Det synes at være konklusionen på en langvarig konflikt om lønforhold mellem det britiske flyselskab og den del af flybesætningen, der er løst tilknyttet og arbejder på både kort- og langdistanceruter (Mixed Fleet, red.) fra London Heathrow. Parterne er endelig nået til enighed om løn og har dermed fået løst konflikten og fået afsluttet en lang række strejker.

Ved begyndelsen af konflikten i december 2016 sagde British Airways, at det omtalte kabinepersonale typisk havde en årlig indtægt på mellem 21.000 og 27.000 pund – svarende til 180.000 og 230.000 kroner.

Den udlægning var den britiske fagforening Unite langt fra enig i. Unite mente, de årlige lønninger var helt ned til 12.000 pund – eller 85.000 kroner. Oveni blev lagt tre pund pr. flyvetime, og den samlede løn ville så typisk være på 135.000 kroner.

I midten af 2017 blev lønstridigheden næsten løst, men fagforeningsmedlemmerne nægtede at vende tilbage på job, fordi det strejkende personale blev sanktioneret af British Airways ved blandt andet at få fjernet personaleydelser.

Kabineansatte meget enige
I tirsdags udtalte Unite imidlertid, at hele 84 procent af medlemmerne havde stemt for at acceptere en aftale, der fra marts 2018 vil give kabinebesætningen lønstigninger på mellem 1.404 og 2.908 pund – svarende til mellem 12.000 og 25.000 kroner. Alt afhængig af erfaring. Herudover er det strejkende kabinepersonale igen en del af British Airways’ bonusordning i 2017.

”En stor del af kreditten skal gå til Unite-medlemmerne og deres forvaltere i afdelingen for blandet personale i British Airways for deres beslutsomhed og solidaritet med at sikre denne aftale,” siger Unite-generalsekretær Len McCluskey til fagforeningens hjemmeside.

”Unite-medlemmerne har gennem tykt og tyndt stået sammen for at sikre en anstændig lønforhøjelse og en retfærdig løsning på denne langvarige konflikt.”

British Airways har meddelt, at selskabets afgange i vid udstrækning ikke har været påvirket af den langvarige konflikt. Flyselskabet har løbende wetleaset fly fra andre selskaber for at udfylde huller i trafikprogrammet. ”Vi er glade for, at konflikten er blevet løst,” har flyselskabet udtalt.

Da konflikten brød ud for et lille år siden, opstod en lang række endags-strejker. Antallet nåede op på 85 dage og efterhånden med længere varighed. Den særlige gruppe af kabinepersonale, der altså hentes ind til både kort- og mellemdistanceflyvninger, udgør cirka 15 procent af det samlede kabinepersonale hos British Airways.

 

Relaterede artikler:

Varsler ny BA-strejke

British Airways vil låne Qatar Airways-fly

Britiske julestrejker kan true flytrafikken

På vej mod nye strejker hos British Airways

Foreløbig ingen British Airways-strejker