Lavprisflyselskab åbner fire ruter til Dubai

Til efteråret åbner Wizz Air direkte ruter til Dubai fra fire øst- og centraleuropæiske hovedstæder. Flyselskabet bliver første europæiske flyselskab i den nye Dubai World Central Airport.

Dubai har i de senere år spillet en stadig større rolle for luftfarten. Vækst i økonomi og turisme har gjort det attraktivt for flyselskaber at operere ruter til millionbyen, og nu sætter lavprisselskabet Wizz Air også kurs mod storbyen i de Forenede Arabiske Emirater.

Den 28. oktober åbner Wizz Air fire ruter fra byerne Budapest, Kiev, Bukarest og Sofia til Dubai. Men i stedet for at flyve til Dubai International Airport, som er hub for Emirates og destination for en lang række europæiske ruteselskaber, vil Wizz Airs fly sætte hjulenepå landingsbanen ved den nye Dubai World Central Airport. Den åbner dagen før Wizz Airs første flyvning til Dubai.

Wizz Air bliver dermed første europæiske flyselskab i den nye lufthavn og bliver i første omgang den eneste af to passagerflyselskaber i lufthavnen. Det andet flyselskab er det saudiarabiske lavprisselskab Nas Air, som primært flyver til destinationer i Mellemøsten, Tyrkiet og Egypten.

Fokus på point-to-point rejsende
Wizz Airs beslutning om at flyve til Dubai World Central følger således et fast princip for ultra-lavprisflyselskabet om ikke at flyve til hovedlufthavne. I samme lavprisstil lægger det ungarske flyselskab heller ikke skul på, at det er point-to-point trafikken, som de nye ruter bliver slået an på.

På den måde kan det blive lettere vanskeligt for danske rejsende at nyde godt af de lavpristilbud Wizz Air har annonceret i forbindelse med lanceringen af de fire nye ruter. Wizz Air har først og fremmest slet ikke ruter fra Danmark, og tilbyder heller ikke transfermuligheder.

Flyselskabet betjener Budapest og Kiev fra henholdsvis Malmø Lufthavn i Sydsverige og Lübeck Lufthavn i Nordtyskland, som de nærmeste for danskerne. Manglende transfermuligheder betyder, at rejsende skal købe to separate billetter og lave self-transfer, for at kunne flyve hele vejen med Wizz Air til Dubai.

Dubai-ruterne vil blive fløjet fire gange om ugen fra Budapest og Kiev, imens det bliver til tre ugentlige rundture fra Bukarest og Sofia. Wizz Air forventer, at ruterne vil kunne bibringe 250.000 rejsende årligt. De mange rejsende vil blive fløjet til og fra Dubai i Wizz Airs Airbus A320 fly, som er indrettet til 180 passagerer.

Fra Kiev er det Wizz Airs ukrainske division, Wizz Air Ukraine, som udfører flyvningerne til Dubai. Ukraine-divisionen blev åbnet den 11. juli 2008 for at omgå den manglende ”Open Skies”-aftale mellem Ukraine og EU.