Ledelsen overtager flyselskab

Belgiske VLM Airlines er blevet overtaget af selskabets ledelse, kort efter salget til tyske Intro Aviation. Det er planen atter at tilbyde ruteflyvning fra blandt andet Antwerpen.

Det belgiske flyselskab VLM Airlines, der for nylig blev solgt ud af Air France-KLM sammen med Cityjet, står nu foran et nyt ejerskifte. Tyske Intro Aviation købte flyselskabet af Air France-KLM, men ledelsen i selskabet har fået mulighed for at købe samtlige aktier, hvilket vil være gennemført i begyndelsen af november.

Dermed kommer VLM Airlines i hænderne på selskabets administrerende direktør Arthur White, der bliver hovedaktionær.

Siden Air France-KLM i 2008 overtog selskabet, har man udelukkende gennemført flyvninger på vegne af søsterselskabet Cityjet, selvom VLM Airlines oprindeligt var etableret som et ruteselskab med eget trafikprogram. Det skal der tilsyneladende laves om på under den nye ledelse.

“Som et uafhængigt flyselskab vil vi forsætte med at tilbyde ACMI og charter, men vil også kunne tilbyde ruteflyvning i den nærmeste fremtid. Vi er allerede i gang med at identificere et antal nye ruter fra Antwerpens internationale lufthavn. Vi vil offentliggøre dette, så snart vi har afsluttet aftalerne,“ siger administrerende direktør Arthur White i en presseerklæring.

Overvejer flådefornyelse
VLM startede op i maj 1993 med Antwerpen-London City som den første rute. Frem til 2008, hvor Air France-KLM overtog selskabet, var det et yderst succesfuldt belgisk flyselskab, der kunne præstere 10 år i træk med overskud.

Dengang strakte rutenettet sig fra Amsterdam, Antwerpen, Rotterdam og Luxembourg til London, Manchester og Jersey. I selskabets storhedstid gennemførte man 500 flyvninger om ugen fra London City Airport og vandt den prestigefyldt pris, der hedder “Regional Airline of the Year“.

Den nye ejerkreds kommer sandsynligvis til at finde kapital til modernisering af flyflåden. Selskabet råder i dag over 12 Fokker F-50 fly, der har en gennemsnitsalder på 25 år.

Et af disse fly er det tidligere OY-MMJ, der blev modtaget af Maersk Air den 20. juli 1988. Flyet var ejet af Dansk Supermarked A/S og leaset ud til det danske A.P. Møller-Mærsk flyselskab.

Det hedder sig, at VLM Airlines vil undersøge forskellige muligheder for at gennemføre en flådefornyelse.