Fokker F50-fly fra VLM Airlines. (Arkivfoto)

KLM og CityJet i samarbejde om nyt flyselskab

Et nyt belgisk flyselskab, med base i Antwerpen, har set dagens lys i et joint venture-samarbejde mellem KLM og CityJet

Et noget udsædvanligt samarbejde er ved at blive skabt i belgisk luftfart. Det er hollandske KLM og irske CityJet, der i sidste uge har etableret et joint venture-selskab kaldet Air Antwerp.

Det er planen, at flyselskabet skal på vingerne til efteråret, skriver belgiske Travel Magazine, der mener at vide, at London City Airport og to andre destinationer, vil blive de første for det nyetablerede flyselskab, der får base i Deurne-lufthavnen, der også er kendt som Antwerp International Airport.

Fra det belgiske virksomhedsregister fremgår det endvidere, at indskudskapitalen er på 61.500 euro, eller hvad der svarer til 460.000 kroner, hvor KLM ejer 33,3 procent, mens CityJet har sat sig på de sidste to tredjedele af aktierne. Samtidig er det registreret, at Johan Maertens, tidligere direktør i VLM Airlines bliver ny administrerende direktør bistået af Willem Alexander Hondius, der er Senior Advisor Alliance Development hos KLM.

Fly til mellem 50 og 80 passagerer
Der går endnu et stykke tid, inden det nye flyselskab kan komme i luften. Der er netop blev indsendt en ansøgning til de belgiske luftfartsmyndigheder i forhold til at få et Air Operators Certificate (driftstilladelse, red.), så det bliver muligt at drive en kommerciel virksomhed.

I første omgang vil Air Antwerp anvende ældre Fokker 50 turbopropfly, som også blev benyttet af VLM Airlines, der måtte standse driften i slutningen af 2018. Herudover er det planen at forsøge at rekruttere en del af de tidligere ansatte i VLM, der har et indgående kendskab til operationen fra den regionale lufthavn i Antwerpen.

Der er lidt modstridende informationer om, hvorvidt Air Antwerp selv skal drive ruteflyvninger, eller om det skal ske som underleverandør til andre flyselskaber.

“Air Antwerp vil flyve på vegne af andre flyselskaber via wetlease, blockspace eller charter,” siger en talsmand fra det nyetablerede selskab til det hollandske luftfartsmedie upinthesky.nl. Talsmanden fortæller også, at Air Antwerp har planlagt at operere med fly til mellem 50 og 80 passagerer, som eksempelvis Fokker 50.

 

Relaterede artikler

Belgisk flyselskab indgiver konkursbegæring

Belgisk flyselskab under afvikling

Genopstået flyselskab sætter kurs mod Kina