Den nye VIP-lounge i Aalborg Lufthavn er et godt tilbud til forretningsrejsende, der gerne vil have et pusterum inden flyrejsen. Men det er ikke alle rejsende, der kan få gavn af tilbuddet, blandt andet fordi loungen lukker før de sidste internationale flyafgange.
I forbindelse med udvidelsen af terminalbygningen i Aalborg Lufthavn har man også fået indrettet en VIP-lounge, som kan være et godt tilbud til forretningsrejsende, der ønsker at slappe af inden rejsen.
Men begrænsede åbningstider kan gøre produktet mindre attraktivt. Loungen lukker nemlig allerede kl. 18.00, hvilket er før de sidste internationale flyafgange.
Men det kan endda knibe på visse tidspunkter. Aftenflyet fra Aalborg til Amsterdam har nemlig planmæssig afgang kl. 18.15, og skulle dette fly være forsinket, vil et ophold i loungen således skulle ske udenfor åbningstiden.
“Vi lukker ikke loungen, så længe der er gæster derinde. Hvis man går ind i loungen, inden kl. 18.00, og flyet først har planmæssig afgang på et senere tidspunkt eller måtte blive forsinket, vil personalet lade gæsterne blive, indtil flyet afgår,“ understreger lufthavnsdirektør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn.
Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis man ønkser at rejse til Oslo eller London. På hverdage letter Norwegians aftenfly kl. 18.55 med kurs mod den norske hovedstad, mens flyet på fredage og søndage først sendes afsted henholdsvis kl. 20.20 og 21.20. Går rejsen til London Gatwick Airport, hvortil der er forbindelse på tirsdage og torsdage, må man også se sig langt omkring efter lounge-adgang. Her letter Norwegian-flyet kl. 21.00.
“Loungen er åbnet i forbindelse med ombygningen af lufthavnen, og i øjeblikket er vi ved at gøre vores erfaringer med åbningstiderne. Vi vil hellere udvide åbningstiden på et senere tidspunkt end at være nødsaget til at måtte indskrænke åbningstiderne,“ forklarer Søren Svendsen.
50 meter til gaten
Adgang til loungen er gratis, hvis man er i besiddelse af et platin- eller guldkort hos KLM og tilsvarende kort hos British Airways og Turkish Airlines. Herudover har indehavere af et såkaldt Priority Pass også adgang til loungen. Alle andre kan man købe sig adgang til loungen for 149 kroner per besøg.
Så får man til gengældvarme og kolde drikke, hvilket vil sige kaffe, te, hvidvin, rødvin samt lokale og internationale øl. Herudover vil der være kildevand,juice og sodavand samt de noget stærkere varer som cognac og whisky samt naturligvis også snapse fra Brænderiet og Aalborg Spritfabrik.
Man kan stille sulten med frisk frugt, snacks og lette måltider. Herudover er dergratis wi-fi, TV samt mulighed for at læse aviser og magasiner.
Fra loungen er der maksimalt 50 meter til den fjerneste gate, så man kan vandre direkte fra loungen og ud i sit fly. Loungen er åbent dagligt fra kl. 05.00 til kl. 18.00.
I Billund Lufthavn åbner King Amlet Lounge kl. 04.45 og lukker først kl. 21.00 på hverdage. Her er prisen 150 kroner, hvilket er en krone mere end i Aalborg. Men for den ekstra krone får man således nogle timers længere åbningstid.