Afdelingsformand Henrik Nipper fra Metal Luftfart. (Foto: Dansk Metal | PR)

Luftfartsansatte skal kunne rapportere uden frygt

DEBAT: Afdelingsformand Henrik Nipper fra Metal Luftfart opfordrer politikerne til at undersøge, om danske myndigheder kan få en stærkere rolle i tilsynet med danskbaseret flypersonale.

af Henrik Nipper, afdelingsformand, Metal Luftfart

Luftfarten er blandt verdens sikreste transportformer. Det er den blandt andet, fordi medarbejdere på tværs af faggrupper rapporterer fejl, risici og træthed. Men det kræver, at medarbejderne oplever systemet og tilsynet som trygt og retfærdigt.

For piloter og kabineansatte er det afgørende, at de føler sig trygge ved at indberette fatigue, arbejdsbelastning eller andre forhold, der kan påvirke sikkerheden og deres helbred. Hvis medarbejdere frygter konsekvenser eller oplever stor afstand til tilsynsmyndigheden, risikerer vi, at væsentlig viden aldrig når frem.

Et helt konkret eksempel er SAS Connect, som er en del af SAS og primært står for flyvninger i Europa. Man skulle mene, at det er Trafikstyrelsen i Danmark, der fører direkte tilsyn med selskabet og dets danskbaserede medarbejdere. Men sådan er det ikke.

SAS Connect flyver på en irsk AOC (den myndighedstilladelse, et flyselskab skal have for at udføre erhvervsmæssige flyvninger). Fordi tilladelsen er irsk, er det de irske myndigheder, der fører det direkte tilsyn. Det gælder, selv om piloter og kabinepersonale kan være danskansatte, have dansk overenskomst og være baseret i København. Det samme princip gælder Malta Air. Her er det de maltesiske myndigheder, der fører tilsyn med dansk personale med base i Danmark.

Når danskbaserede medarbejdere er underlagt udenlandske myndigheder, opstår der en afstand mellem medarbejder og tilsyn. Det bliver fjernt, og det kan skabe utryghed. Hvor ender medarbejdernes indberetninger? Bliver de behandlet fagligt forsvarligt? Og hvem har i sidste ende ansvaret for deres arbejdsforhold? Danmark eller det land, hvor flyselskabet har valgt at placere sin tilladelse?

Ikke et mål i sig selv
Vi kender også problemstillingen fra skibsfarten. Begrebet ‘bekvemmelighedsflag’ bruges om skibe, der sejler under et andet lands flag. I luftfarten bør vi stille det principielle spørgsmål, om noget tilsvarende er ved at udvikle sig, når danskbaserede medarbejdere arbejder under tilsyn fra myndigheder langt fra deres daglige arbejdsplads.

Danmark har et særligt ansvar for de mennesker, der arbejder fra danske lufthavne. Vi bryster os af ordentlige arbejdsforhold og gode arbejdsmiljøer. Hvis vi ønsker et stærkt rapporteringssystem for fatigue og andre sikkerhedsproblemer, skal medarbejderne opleve nærhed, tillid og beskyttelse.

Derfor bør politikerne undersøge, om danske myndigheder kan få en stærkere rolle i tilsynet med danskbaseret flyvende personale. Særligt når medarbejderne er underlagt tilsyn fra myndigheder i lande langt fra deres daglige arbejdsplads.