2022-vindere af Danish Travel Awards på scenen i Cirkusbygningen i København. (Foto: Michael Stub)

Luftfartsprisen uddeles ved Danish Travel Awards

Luftfartsprisen, der er en nyindstiftet pris, uddeles for første gang ved Danish Travel Awards onsdag den 4. oktober. Prismodtageren er valgt af branchens organisationer.

Rejse-, turisme- og luftfartsbranchens årlige prisuddeling Danish Travel Awards afvikles onsdag den 4. oktober for 26. gang, og det foregår i lighed med de sidste mange år i Cirkusbygningen i København. 

Ved prisuddelingen skal der uddeles awards i 24 kategorier fordelt med otte priser i hver af de tre afdelinger, henholdsvis en afdeling for luftfart og transport, en afdeling for rejsebureauer og udlandsferie samt en afdeling for den danske turisme og oplevelsesindustri.

Det er analyseinstituttet Epinion, der i august har gennemført den analyse, der ligger til grund for prisuddelingen. Her er 3.000 medlemmer af Epinions panel blevet spurgt om deres seneste ferier og rejser, og på baggrund heraf er der givet karakterer til luftfarts-og rejsebranchens aktører.

Nyindstiftet pris til brancheperson
Det er således forbrugernes stemmer, der kommer til at afgøre, hvem der vinder i de forskellige kategorier, men der vil også være tre nyindstiftede priser, der hædrer en personlighed i branchen, hvor modtageren af prisen er fundet af brancheorganisationerne.

For første gang uddeles henholdsvis Luftfartsprisen, Rejseprisen og Turismeprisen ved dette års awardshow, og det er Travelmedia Nordics tre medier, henholdsvis Check-in.dk, Standby.dk og Turisme24.dk, der står bag priserne.

Priserne går til en person i branchen, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats, enten i egen virksomhed eller for branchen som helhed.

I dommerkomitéen bag Luftfartsprisen er det repræsentanter fra DI Transport/Brancheforeningen Dansk Luftfart, Dansk Erhverv Transport, ES-DAA | Erhvervsflyvningens Sammenslutning, BARID (Board of Airline Representatives in Denmark) samt Check-in.dk, der har fundet frem til modtageren af Luftfartsprisen 2023.

Luftfartsprisen overrækkes af branchedirektør Karsten Lauritzen, DI Transport på vegne af dommerkomitéen og Check-in.dk.

Tilmelding lukker fredag
Onsdagens prisfest i Cirkusbygningen bliver samtidig den største nogensinde. Der er allerede tilmeldt omkring 500 deltagere fra alle dele af  rejse-, turisme- og luftfartsbranchen.

Det er dog ved at være sidste udkald, hvis man ønsker at deltage i dette års Danish Travel Awards, idet tilmeldingen lukker fredag den 29. september kl. 16.00, hvilket er nødvendigt for at kunne sikre tilstrækkelig tjenerkapacitet samt af hensyn til madbestilling.

Sidste år var det Sunclass Airlines, der blev hædret som bedste charterflyselskab, mens Norwegian vandt prisen som bedste europæiske ruteflyselskab. Qatar Airways var på scenen for at modtage prisen som bedste interkontinentale flyselskab, mens DAT vandt prisen som bedste indenrigsflyselskab i Danmark. Endelig kunne Aalborg Lufthavn løbe med titlen som bedste lufthavn i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Seks luftfartskategorier ved Danish Travel Awards

Tilmelding til Danish Travel Awards 2023 er åben

De vandt Danish Travel Awards 2022