Med 25 procent af flytrafikken til og fra Berlin Brandenburg Airport, var Lufthansa-koncernens selskaber, der sad tungest på hovedstadslufthavnen sidste år, og planen er at vokse yderligere i 2025.
Tankerne driver sædvanligvis I retning af lufthavnene i Frankfurt og München, når snakken falder på Lufthansa Group, men den store tyske luftfartskoncern havde sidste år atter en gang også et fast greb om Berlin Brandenburg Airport (BER).
Selvom Lufthansa til en vis grad er blevet synonym med de to førstnævnte byer, blev selskabet grundlagt i den tyske hovedstad i 1926, ligesom Berlin i dag er den eneste anden by udover Frankfurt, hvor alle de væsentlige dele af koncernens forretning er repræsenteret.
I en opgørelse over det forgangne år oplyses det, at seks selskaber i Lufthansa-koncernen tegnede sig for godt 25 procent af alle de flyvninger, der blev foretaget til og fra den tyske hovedstadslufthavn i 2024. Den tætteste konkurrent var på 17 procent, oplyser koncernen.
Nåede 6,4 millioner passagerer
Det er Lufthansa, Swiss, Austrian Airlines, Brussels Airlines, Eurowings samt SunExpress, der varetager Lufthansa Groups interesser i lufthavnen. Samlet set havde disse selskaber godt 500 direkte flyvninger om ugen til 60 forskellige destinationer fra lufthavnen sidste år.
I opgørelsen fremgår det, at der gennemsnit lettede et fly fra de seks Lufthansa-selskaber hvert kvarter i 2024, og da året var overstået, havde de tilsammen haft omkring 6,4 Berlin-passagerer med ombord.
I alt betjente lufthavnen 25,5 millioner rejsende sidste år. Lufthansa Group blev den største koncern, men Ryanair var det selskab, der havde flest passagerer i lufthavnen. Det irske lavprisselskab endte med at have 5,2 millioner flyrejsende med til og fra BER.
Vil øge med 12 procent
Særligt Eurowings fremhæves på baggrund af, at selskabet har knap 45 destinationer i Europa, Nordamerika og Golfstaterne, og ifølge Lufthansa Group er der udsigt til, at det antal vokser i løbet af det igangværende år.
”Mens andre flyselskaber har offentliggjort planer om at mindske deres tilstedeværelse i Berlin Brandenburg Airport i 2025, agter Lufthansa Group derimod med fortsat at vokse i lufthavnen.”
Denne ambition vil konkret komme til udtryk ved, at Eurowings’ sædekapacitet skal øges med 12 procent, ligesom selskabet også skal beflyve nye destinationer såsom Bilbao, Korfu, Faro og Newcastle, lyder meldingen fra Lufthansa Group.
Relaterede artikler:
Lufthansa-koncernen vil ansætte 10.000 i 2025