I løbet af 2025 forventer Lufthansa-koncernen at ansætte 10.000 nye medarbejdere, heraf 2.000 kabineansatte og 800 piloter. Der bliver især brug for eksperter til Lufthansa Technik.
Traditionen tro plejer Lufthansa-koncernen ved starten af hvert kalenderår at oplyse om, hvor mange personer, der skal rekrutteres i det nye år.
I 2024 var forventningen at ansætte 13.000 nye medarbejdere i cockpit, kabine og inden for områderne IT og teknik, og i 2025 er det samlede antal omkring 10.000.
Der bliver eksempelvis brug for omkring 2.000 nye kabineansatte, 800 piloter, 1.400 ansatte til operative funktioner på jorden samt 1.300 teknikere. Derudover vil der være brug for 1.200 nye medarbejdere til administrationen på tværs af koncernselskaberne.
Over halvdelen af de omkring 10.000 nyansatte vil blive få arbejdssted i Tyskland, og samlet 2.000 ansatte forventes alene at blive rekrutteret hos Lufthansa Technik, mens Eurowings skal ansætte omkring 700 nye medarbejdere.
Modtog 350.000 ansøgninger i 2024
Udenfor Tyskland bliver det især Austrian Airlines, der kommer til at ansætte med et behov for omkring 700 nye medarbejdere.
Derimod er vil der ikke være det store behov for nyrekruttering hos flyselskabet Lufthansa, der befinder midt i en større turnaround for at forbedre de økonomiske resultater. Derfor skal der i løbet af de kommende 12 måneder kun ansættes omkring 1.200 nye medarbejdere, hvor der især vil blive fokuseret på den operationelle del.
I de foregående tre år har Lufthansa-koncernen samlet ansat omkring 30.000 nye medarbejdere, så der i dag beskæftiges over 100.000 ansatte i over 90 lande.
Til gengæld var der mange, der mistede deres job under coronapandemien, idet Lufthansa alene i 2020 sagde farvel til 28.000 ansatte, således at medarbejderantallet ved indgangen til 2021 var faldet til 110.000.
“Lufthansa-koncernen er og bliver en attraktiv arbejdsgiver med mange forskellige jobprofiler og karrieremuligheder. Alene sidste år modtog vi 350.000 ansøgninger på tværs af koncernen og rekrutterede over 13.000 medarbejdere. Vi glæder os til at byde alle nye kollegaer velkommen,” udtaler HR-direktør Michael Niggemann.
Relaterede artikler:
Vil wetlease op til 21 fly til Lufthansa-koncernen