Lufthansa-fly. (Foto: Lufthansa News | Twitter)

Lufthansa forventer rekordsommer

Lufthansa oplevede i første kvartal i 2022 en stigende efterspørgsel på at rejse med koncernens flyselskaber. Der forventes en rekordsommer på antallet af ferierejser.

Hvis den nuværende tendens fortsætter, kan Lufthansa Group se frem til en rigtig god sommer med masser af ferierejsende passagerer.

Det fortæller den tyske luftfartskoncern, der netop har offentliggjort sit kvartalsregnskab for perioden januar til marts 2022. Kvartalet endte med et underskud før skat på 591 millioner euro (4,4 milliarder kroner, red.), hvilket i høj grad skyldes stigende brændstofpriser.

Lufthansa-koncernen oplevede dog markant stigende efterspørgsel i årets første kvartal, men indtægterne herfra blev dog langt hen ad vejen udlignet af brændstofomkostningerne.

Der er imidlertid positive udsigter for Lufthansa, der forventer en fortsat stigende efterspørgsel på rejser, hvilket altså vil resultere i en stærk kommende sommer.

Har passeret krisen mentalt
Carsten Spohr, koncernchef i Lufthansa, noterer, at coronarestriktionerne for luftfarten stort set er forsvundet, hvilket peger i retning af lysere tider.

”Vi passerer nu krisen mentalt og viser igen vejen – mere fokuseret, mere effektiv og mere bæredygtig end før pandemien. Især har de seneste uger tydeligt vist, hvor stor folks rejselyst er. Nye bookinger stiger fra uge til uge – blandt forretningsrejsende, men især for ferie- og fritidsrejser,” siger han.

Første kvartal lagde hårdt ud for Lufthansa, men langsomt begyndte kundernes efterspørgsel at stige, og i marts var efterspørgslen ganske markant, lyder det. Fritidsrejser var mest efterspurgt, men der var også en stigende interesse for forretningsrejser.

Flere ferierejsende end nogensinde før
Lufthansa oplyser, at der i de seneste uger er købt flere flybilletter end på noget andet tidspunkt, siden coronapandemien begyndte i marts 2020. I sidste uge solgte Lufthansa flere billetter på én uge end i samme uge i 2019.

Flyselskaberne i Lufthansa-koncernen kan tilbyde over 120 klassiske feriedestinationer i den kommende sommer, hvilket er rekord. Særligt populære er destinationer i USA, Sydamerika og ved Middelhavet.

’Til sommer forventes flere mennesker at flyve på ferie med Lufthansa-koncernens flyselskaber end nogensinde før. Mængden af ​​forretningsrejser i koncernen forventes også at stige ved udgangen af ​​året til omkring 70 procent af niveauet før krisen’, skriver Lufthansa i sin meddelelse ved aflæggelse af kvartalsregnskabet.

Lufthansa forventer at have en flykapacitet på 75 procent i andet kvartal sammenlignet med før coronapandemien. Samme tal forventes i gennemsnit for hele 2022. I løbet af den kommende sommer forventes der at blive udbudt en kapacitet på 95 procent på de europæiske ruter sammenlignet med før pandemien. Tallet for de transatlantiske ruter ventes at være 85 procent.

Fortsat flere usikkerheder
Også Lufthansa-koncernens finansdirektør, Remco Steenbergen, understreger betydningen af den stigende efterspørgsel i den seneste tid.

”Efterspørgslen er kommet sig hurtigere og stærkere end forventet i de seneste uger. Det nuværende niveau af bookinger giver os tillid til, at vores økonomiske resultater vil forbedres yderligere i de kommende kvartaler,” siger han.

”Vi skal føre stigende omkostninger igennem til kunderne. Derudover vil implementeringen af ​​de resterende omkostningsreduktionstiltag på godt en halv milliard euro (3,7 milliarder kroner, red.) bidrage til at gøre vores selskab så robust som muligt i det nuværende usikre miljø.”

Lufthansa påpeger, at der fortsat er usikkerhed omkring den kommende tid. Det er uvist, hvordan udviklingen vil være for de høje brændstofpriser, ligesom det ikke vides, hvordan krigen i Ukraine og stigningen i inflationen vil påvirke forbrugerne, lyder det.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa: En aktiv rolle i den fortsatte konsolidering

Lufthansa med ny ”filippinsk” Business Class

Lufthansa-initiativ kan bane vejen for SAS