Aviator udvider det strategiske samarbejde med Lufthansa i Gøteborg Landvetter, så selskabet frem til november 2026 vil levere ground handling til en række af koncernens flyselskaber.
Lufthansa-koncernen vil i de kommende år få udført flere forskellige opgaver for sig i Landvetter-lufthavnen i Gøteborg.
Således har Lufthansa og Aviator Airport Alliance udvidet det strategiske samarbejde i den svenske lufthavn. Det udvidede samarbejde består af, at Aviator fremover skal levere ground handling og de-icing til flere af koncernens flyselskaber – herunder Lufthansa, Austrian Airlines samt Swiss.
Aftalen løber fra december i år til november 2026, og i april 2024 tilslutter Brussels Airlines sig partnerskabsaftalen. Aviator leverer i forvejen ground handling i Gøteborg-lufthavnen til Eurowings, som der har været en aftale med siden 2019.
Er partnere i flere skandinaviske lufthavne
Jo Alex Tanem, koncernchef hos Aviator Airport Alliance, er taknemmelig for, at Lufthansa-koncernen har valgt at udvide samarbejdet med Aviator – og på den måde vist tillid til handlingselskabet.
”Efter udvidelsen af partnerskabet vil vi have omkring 75 ugentlige flyklargøringer, og det er et stærkt tegn på tillid fra vores partnere. Vi forpligter os til at levere ground handling- og de-icing-løsninger i verdensklasse, der opfylder og overgår branchens højeste standarder,” siger han.
Det er ikke kun i Gøteborg Landvetter, at Aviator og Lufthansa har et samarbejde. Også i Københavns Lufthavn og i Stockholm Arlanda leverer Aviator ground handling-tjenester til en række af koncernens flyselskaber.
I København har der været et partnerskab i flere år, og i den svenske hovedstadslufthavn udvidede parterne i februar 2023 et eksisterende samarbejde omkring Eurowings til også at omfatte Lufthansa, Swiss og Austrian Airlines.
”Et nøgleelement i vores succes”
Sven Thaler, chef for jordoperationer hos Lufthansa Group i den nordlige del af Europa, bemærker, at koncernen gennem flere år har vokset partnerskabet med Aviator Airport Alliance.
”Jeg er overbevist om, at partnerskabet – bygget på gensidig tillid og respekt – vil forblive stærk i mange år fremover. At have partnere som Aviator er et nøgleelement i vores succes,” lyder det.
Aviator Airport Alliance er beskæftiget i 15 lufthavne i Norden, mens selskabet også har aktiviteter i lufthavne i blandt andet Litauen, Letland, Estland, Tjekkiet samt Ukraine. Handlingselskabet er en del af Avia Solutions Group, der med 197 fly i sin flåde er én af verdens største ACMI-udbydere.
Relaterede artikler:
Aviator lander femårig aftale med Lufthansa