Ansatte i Lufthansa Technik har varslet strejke. (Foto: Jakub Rutkiewicz | shutterstock.com)

20.000 Lufthansa-ansatte i endagsstrejke

Onsdag den 27. juli vil jordpersonalet hos Lufthansa i Tyskland indlede en endagsstrejke, der skal sætte mere fart på forhandlingerne om en ny lønaftale. Der forventes forsinkelser og aflysninger.

Siden den 30. juni har den tyske fagforening ver.di, der organiserer omkring 20.000 ansatte i Lufthansa-koncernen, forsøgt at indgå en ny overenskomst med det tyske flyselskab.

På vegne af jordpersonalet hos det tyske flyselskab forsøger ver.di at sikre kompensation for den markante personalemangel, høj inflation og et treårigt reallønsfald. Men trods flere forhandlingsrunder er det ikke lykkedes at lande en aftale, hvorfor der er varslet en endagsstrejke på onsdag den 27. juli for at få arbejdsgiveren i tale.

Det betyder, at ansatte hos Lufthansa AG Boden, Lufthansa Technik, Lufthansa Systems, Lufthansa Technik Logistik (LTLS), Lufthansa Cargo og Lufthansa Service Gesellschaft vil gå i strejke på samtlige Lufthansa-lokationer i blandt andet Frankfurt, Düsseldorf, Køln, Hamborg, München og Berlin.

De strejkende medarbejdere omfatter blandt andet groundhandling-personale samt flyteknikere.

Er overbelastede
I en pressemeddelelse fra ver.di fremgår det, at de ansatte er overbelastede i den nuværende situation med fyldte fly og et trafikprogram, der er spændt til bristepunktet i forhold til de ressourcer, der er til rådighed. Samtidig understreges det, at jordpersonalet ikke er skyld i de lange ventetider, aflyste fly eller manglende bagage.

“Deres arbejdsgivere gør næsten ikke noget for at forbedre deres situation,” hedder det om Lufthansa-ledelsens indsats for at forbedre arbejdsvilkårene for jordpersonalet hos det tyske flyselskab.

Efter den seneste forhandling, der fandt sted den 13. juli, blev der afgivet et nyt tilbud fra Lufthansa, men det har de ansatte og deres fagforeningen vurderet ikke at være tilstrækkeligt, hvorfor endagsstrejken skal bidrage til at øge presses, så der kan komme et bedre tilbud på bordet.

Forventer trafikforstyrrelser
Strejken forventes at betyde massive flyforsinkelser og aflysninger i perioden fra 27. juli kl. 03.45 og frem til den 28. juli kl. 06.00.

Næstformand i ver.di, Christine Behle, beder på forhånd passagererne om forståelse.

”Medarbejderne, som hver dag er udsat for et enormt pres, ventede i anden forhandlingsrunde på et stærkt signal, som kunne have resulteret i et godt resultat. De har akut brug for flere penge, og de har brug for aflastning – for dem selv og for passagererne. Det er arbejdsgiverens tilbud ikke tilstrækkeligt til.”

Til gengæld er der skuffelse hos Lufthansa over den såkaldte varslingsstrejke, der indledes inden en aftalt forhandlingsrunde den 3. og 4. august har fundet sted.

“Efter kun to dages forhandlinger har ver.di varslet en strejke, der næppe kan kaldes en varslingsstrejke på grund af dens bredde på tværs af alle lokationer og dens varighed. Det er så meget desto mere uforståeligt i betragtning af, at arbejdsgiversiden har tilbudt højt og socialt balancerede lønstigninger – på trods af den fortsat spændte økonomiske situation for Lufthansa efter Covid-krisen, høje gældsbyrder og usikre udsigter for den globale økonomi,” siger Michael Niggemann, HR-direktør hos Lufthansa.

 

Relaterede artikler:

Strejke i tre tyske lufthavne

Aflyser 44 skandinaviske flyvninger til og fra Berlin

Strejke i seks tyske lufthavne