En Embraer E195 fra det tidligere Montenegro Airlines. Foto: Aero Icarus, CC 2.0

Lufthansa skal hjælpe Montenegro-selskab på vingerne

Lufthansa Systems skal yde rådgivning til det nye flyselskab Air Montenegro, der efter planen indleder flyvninger fra 10. juni fra to forskellige montenegrinske byer.

I december sidste år gik Montenegro Airlines konkurs, og siden har der været arbejdet på at få stablet et nyt nationalt flyselskab på benene.

Arbejdet har nu resulteret i dannelsen af Air Montenegro, der efter planen indleder flyvninger 10. juni 2021. Til at hjælpe flyselskabet i luften har Montenegros regering valgt konsulentvirksomheden Lufthansa Systems som en strategisk partner i lanceringen af Air Montenegro.

Lufthansa Systems oplyser, at Air Montenegro har underskrevet en konsulentaftale i forbindelse med den operationelle opstart. Air Montenegro fik henvendelser fra flere konsulentvirksomheder, der var klar til at hjælpe flyselskabet fra Balkan på vingerne.

”Lufthansa Systems slog nogle af verdens førende luftfartskonsulentvirksomheder. Konsulentteamet imponerede os med sit forslag – ikke kun med hensyn til dets dybe kendskab til alle forretningsprocesser i flyselskaber, men også med dets omfattende rådgivende tilgang,” siger Pedrag Todorović, administrerende direktør i Air Montenegro.

Skal hjælpe med organisationsstruktur
Aftalen mellem Lufthansa Systems og Air Montenegro indebærer, at den tyske konsulentvirksomhed vil hjælpe flyselskabet med dets aktiviteter i hele opstartsfasen denne sommer og også længere frem. Driftstilladelsen (AOC, red.) er sikret, og nu arbejdes der hårdt frem mod de første flyvninger.

”I disse tider står vores industri konstant over for ukendte landskaber. Vi er derfor særligt stolte af at støtte Montenegros regering med at etablere landets nye nationale flyselskab i dette ustabile markedsmiljø,” siger Olivier Krueger, administrerende direktør i Lufthansa Systems.

Lufthansa Systems skal blandt andet bidrage med rådgivning om at opnå driftsstabilitet, og virksomheden vil hjælpe med at designe en slank organisationsstruktur med passende roller og ansvar.

I forbindelse med opstarten har Air Montenegro også fået Lido mPilot, der er en kortapplikation baseret på iPadOS. Også dette leverer Lufthansa Systems, og værktøjet giver piloterne alle nødvendige navigationskort, dokumenter og meddelelser.

Fire ruter ved udgangen af juni
Air Montenegro sender de første fly i luften 10. juni, og i første omgang tilbydes der to ruter. Der bliver ruter fra de to montenegrinske byer Podgorica og Tivat til Beograd, der er Serbiens hovedstad. Fra 27. juni tilføjes ruter fra Tivat til både Ljubljana og Banja Luka, der ligger i henholdsvis Slovenien og Bosnien-Hercegovina. Det skriver EX-YU Aviation News.

I slutningen af juni forventer Air Montenegro at få sin anden Embraer E195, og senere kan der også komme flere ruter til. En rute til Frankfurt kan være på vej, ligesom der angiveligt overvejes en forbindelse til Istanbul.

Indbyggerne i Montenegro kan således se frem til flere ruter, efter det tidligere nationale flyselskab Montenegro Airlines blev likvideret i december sidste år. Det var Montenegros regering, der så sig tvunget til dette som følge af coronapandemien, selv om en regeringstalsmand angav mangeårige tab og dårlige ledelse som årsagen.

Det blev i samarbejde med europæiske konsulenter besluttet, at regeringen ikke længere kunne skyde penge i flyselskabet. I stedet ville der blive arbejdet på at etablere et nyt statsligt flyselskab. Og det er således nu blevet en realitet med Air Montenegro. Før coronakrisen havde Montenegro Airlines sæsonruter fra København til Podgorica og Tivat.

 

Relaterede artikler:

Flere afgange mellem CPH og Montenegro

Montenegro-rute vender tilbage til København

Bredbånd og SMS-adgang i Lufthansa-fly