En Boeing 787-8 Dreamliner fra Qatar Airways. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Lufthansa: EU-Qatar-aftale bør suspenderes

Ifølge Lufthansa er der flere problemer med EU’s luftfartsaftale med Qatar, men især en række beskyldninger om bestikkelse gør, at aftalen bør sættes ud af kraft, mens de undersøges til bunds.

Indtil for tre år siden havde Qatar individuelle luftfartsaftaler med 26 EU-medlemslande, som gjorde flyvninger mellem disse og emiratet mulige, men disse aftaler blev i oktober 2021 erstattet af en fælles aftale mellem selve EU og Qatar.

Aftalen betyder, at Qatar Airways kan flyve til destinationer i hele EU, ligesom flyselskaber fra medlemslandene har de samme rettigheder i forhold til at beflyve Qatar.

Det var Henrik Hololei, der forhandlede aftale på plads på vegne af unionen. På daværende tidspunkt var han direktør for det af Europa-Kommissionens generaldirektorater, der beskæftiger sig med mobilitet og transport.

Undersøges fra flere sider
I marts sidste år blev Hololei beskyldt for, at han skulle have taget imod en række gratis flyvninger med Qatar Airways i den periode, hvor luftfartsaftalen blev forhandlet på plads.

Den nu forhenværende direktør har efterfølgende fastholdt, at han har overholdt alle regler, men han har dog siden skiftet til en stilling som rådgiver for generaldirektoratet for internationale partnerskaber, da Hololei mente at beskyldningerne var til gene for hans tidligere arbejdsplads.

Efterfølgende er EU’s anti-svindelenhed OLAF gået ind i sagen og har undersøgt den mulige interessekonflikt, mens Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) også har åbnet en særskilt undersøgelse af hændelsesforløbet. Det skriver Aviation Week.

EPPO er ikke blevet underrettet af Kommissionen om et lovbrud, men valgte at kigge nærmere på sagen, da der i oktober i år blev udgivet en artikel i Libération.

Den franske avis mener at have indblik i en rapport fra OLAF, hvori det fremgår at Hololei har fløjet på Business Class med Qatar Airways og takket ja til forskellige gaver til både ham selv og medlemmer af hans familie.

Bør ikke ignoreres længere
Den seneste udvikling er, at Lufthansa nu har opfordret til, at Europa-Kommissionen sætter aftalen mellem EU og Qatar i bero, imens sagen undersøges nærmere.

“I tillæg til de radikalt ulige markedsvilkår og forskelle i socialpolitik er der også rejst alvorlige korruptionsanklager. Det er på høje tid, at Europa-Kommissionen suspenderer lufttransportaftalen med Qatar.”

”Det er uforståeligt, at det endnu ikke er sket, og at de europæiske anklagemyndigheder heller ikke er blevet involveret. De allerede kendte og i månedsvis uanfægtede korruptionsanklager er alvorlige, og de kan ikke længere ignoreres.”

Udmeldingen er led i et bredere politisk udspil fra bestyrelsen i Lufthansa, der ligeledes ønsker, at EU skal genvurdere unionens klimapolitik og adressere de konkurrenceforvridninger, som Ruslands lukning af luftrummet for EU-flyselskaber, er skyld i.

Hololei har ikke knyttet en kommentar til historien, men en talsperson fra Europa-Kommissionen hæfter sig ved, at både medlemslande og andre EU-aktører har været involveret i forhandlingerne med Qatar, ligesom EU og alle medlemslande har godkendt og underskrevet den endelige aftale.


Relaterede artikler:

Efter Finnair-lukning: Qatar øger på CPH-rute

Ny Qatar Airways-topchef afleverer rekordresultat

Dansk luftfartsaftale med Qatar erstattes af EU-aftale