Lufthansa-fly i Frankfurt Airport. (Foto: Castleski | shutterstock.com)

Lufthansa tvinges også til aflysninger

Lufthansa vil i juli aflyse 900 flyafgange fra Frankfurt og München som følge af flaskehalsproblemer. Aflysningerne svarer til fem procent af den planlagte weekendkapacitet.

Det vakte stor opmærksomhed, da British Airways i begyndelsen af maj besluttede at annullere 10 procent af selskabets flyvninger i resten af sommertrafikprogammet for at skabe en større robusthed i forhold til de udfordringer, som luftfarten i øjeblikket oplever i hele værdikæden.

Få dage senere meldte SAS ud, at selskabet ville annullere 4.000 af 75.000 flyafgange i perioden fra juni til og med august. Det svarer til omkring fem procent af de planlagte flyvninger.

I USA er der meldinger om, at mange flyselskaber har reduceret den udbudte kapacitet med mellem fem og 15 procent, og nu melder Lufthansa sig også på banen med aflysninger. I juli vil selskabet alene aflyse omkring 900 flyvninger. Det skriver Bloomberg og flere tyske medier.

Fem procent af weekendkapacitet
Lufthansa oplyser, at aflysningerne skyldes personalemangel i hele værdikæden.

“Hele luftfartsindustrien, især i Europa, lider i øjeblikket af flaskehalse og personalemangel. Det gælder lufthavne, ground handling-tjenester, flyvekontrol og også flyselskaber,” lyder det fra det tyske flyselskab.

Aflysningerne er primært på tyske og europæiske ruter fra de to trafikknudepunkter i Frankfurt og München, og der er tale om flyafgange på fredage, lørdage og søndage. Aflysningerne i juli svarer til fem procent af den planlagte weekendkapacitet.

Flere europæiske storlufthavne under pres
Lufthansa har i lighed med mange andre flyselskaber indsat kapacitet, der modsvarer efterspørgslen, men det er ikke muligt at få hele værdikæden til at fungere optimalt i det igangværende sommertrafikprogram, da ny- og genansættelser i hele sektoren udfordrer træningskapacitet og sikkerhedsgodkendelser.

Igennem de seneste uger har lufthavnene i Amsterdam, Dublin og Stockholm været ekstremt udfordret med trafik- og passagerbegrænsninger til følge.

Frankfurt Airport har også for nylig advaret om, at der kan blive massive forsinkelser i løbet af sommeren, når højsæsonen sætter ind.

 

Relaterede artikler:

Regulært trafiksammenbrud i Amsterdam-Schiphol

SAS: “Uden fly kan vi ikke flyve”

Flyselskaber ekstremt udfordret af genopretningen