December er årets travleste måned i Laplands lufthavne. Foto: Finavia

Lufthavn femdobler passagertal i december

Juletiden er højsæson for de finske lufthavne i Lapland. Én af dem, Rovaniemi, øger fra 30.000 passagerer i juni til 150.000 i december.

Når vinteren og julen nærmer sig, gør Finavia-lufthavnene Rovaniemi, Ivalo og Kittilä klar til at tage imod mange tusind passagerer i julemandens land.

Snedækkede landskaber og julelys og -pynt i fin forening gør det yderst attraktivt for turisterne at besøge Lapland i det nordligste af Finland, og fly flyver ind til de tre lufthavne med tusindvis af passagerer. Om sommeren, derimod, er der langt mere fredeligt på de nordlige finske egne.

December er således den travleste måned på hele året i Rovaniemi Lufthavn, og antallet af passagerer stiger her fra 30.000 i juni til hele 150.000 i årets sidste måned. Det oplyser Johan Juujärvi, der er direktør i den finske lufthavn.

I Kittilä Lufthavn er julesæsonen ligeledes årets travleste tidspunkt, og her kan flere tusind passagerer mase sig vej gennem lufthavnen inden for en enkelt time.

”I den travleste periode i Kittilä i december farer 3000 rejsende gennem lufthavnen inden for én time. Til sammenligning har Kittilä Lufthavn det samme antal i hele juni. I den mere rolige sommerperiode er der én daglig flyvning. I december kan der være næsten 30 daglige flyvninger,” siger Kimmo Liukkonen, direktør i Kittilä Lufthavn.

Juleforberedelser begynder i foråret
Finavia har investeret stort i at gøre det mere attraktivt at flyve til lufthavnene i Rovaniemi, Ivalo og Kittilä. Den finske lufthavnsoperatør lancerede et investeringsprogram på 55 millioner euro (411 millioner kroner, red.) i begyndelsen af 2018 til brug for udvidelse af de tre lufthavne. Den samlede Finavia-investering i Laplands turistsektor vil stige til næsten 100 millioner euro (747 millioner kroner, red.) de næste par år.

De tre Finavia-lufthavne vil efter investeringen være i stand til at håndtere i alt to millioner passagerer om året.

”Først og fremmest er Laplands lufthavne ferielufthavne. De følger rytmen i højsæsonerne. For eksempel begynder forberedelserne til juletiden i Kittilä allerede i foråret. Ressourcerne tredobles,” siger Kimmo Liukkonen, direktør i Kittilä Lufthavn.

Autentisk jul i Lapland
I de travleste dage i Kittilä Lufthavn er der 10 gange mere personale for at gøre rejseoplevelsen så glat som muligt, og der kan være travlt til langt ind i foråret. Men december er – uomtvisteligt – årets største måned.

”Folk tiltrækkes af Lapland for at opleve en hvid jul. Naturen er så smuk, som den overhovedet kan være, når træerne er dækket af pulversne. Sne gør julen autentisk i Lapland,” siger Jarmo Pyhäjärvi, direktør i Ivalo Lufthavn.

Britiske turister udgør den største rejsegruppe i Lapland i december, men det nordlige Finland får også mange besøgende fra Asien og resten af Europa. Foruden lufthavnene i Rovaniemi, Ivalo og Kittilä driver Finavia også tre andre lufthavne i Lapland. Det er Enontekiö, Kemi-Tornio og Kuusamo.

 

Relaterede artikler:

677 charterfly på vej til julemandens land

Her er de 20 største nordiske lufthavne i 2018

Finske lufthavne oplever stor vækst